23948sdkhjf
Annonce

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune vedtog på sit seneste møde at tilrette forslag til lokalplan 196 for detailhandel og studieboliger på Nordre Fasanvej og sende den i 14 dages supplerende høring.

Lokalplanforslaget og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg er udarbejdet på baggrund af en konkret ansøgning om opførelse af en ny bebyggelse til studieboliger og detailhandel. Den eksisterende lokalplan for området giver mulighed for butiks- og erhvervsformål, men ikke mulighed for boligbebyggelse.

Forslagene har været til høring, og de indkomne høringssvar samt indstillingen fra kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandling af planforslagene har givet anledning til forslag til ændringer i lokalplanforslagets indhold for at kunne reducere skyggen og sikre bedre udsigt for naboejendommen.

Bygherren har efterfølgende udarbejdet forslag til et revideret projekt, som vil forbedre skygge- og udsigtsforholdene. Det reviderede projektet er udarbejdet i fællesskab med Frederiksberg Kommunes stadsarkitekt.

HILLERØD: Byrådet besluttede i forbindelse med budget 2015-2018 at købe de opstillede pavilloner på Trollesbro. Pavillonerne har hidtil været opstillet på en midlertidig dispensation, idet der planmæssigt ikke har været grundlag for permanent etablering af boliger på Trollesbro. Der er nu ved med lokalplan 404, som blev godkendt på byrådsmødet i marts, givet mulighed for etablering af permanente boliger på ejendommen til udsatte borgere.

Udover købet af pavillonerne vil det være nødvendigt at foretage ændringer af varmeinstallationen i pavillonerne fra nuværende el opvarmning til en løsning med luft til vand varmepumper, som skal monteres bagved pavillonerne.

Hillerød Byråd sagde god for at købe pavillonerne herunder at ændre varmeinstallation og meddele anlægsbevilling på tre mio. kroner på sit møde forleden.

HVIDOVRE: Hvidovre Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 455 for boligbebyggelse på Langkildevej 5 endeligt:

Lokalplan 455 omfatter ejendommen Langkildevej 5, hvor den eksisterende ejendom, der tidligere har været benyttet til plejehjem, står tom. Ejeren har svært ved at sælge ejendommen med de anvendelsesbestemmelser, der gælder for ejendommen i dag, og derfor blev lokalplanarbejdet påbegyndt for at ændre anvendelsen til boligformål.

Lokalplanen udlægger området til boligformål med mulighed for etablering af boliger som en kombination af tæt-lave boliger og etageboliger. Boligbebyggelsen kan enten opføres ved renovering eller ombygning af hele eller dele af den eksisterende plejehjemsbebyggelse til boliger. Lokalplanen muliggør også, at den eksisterende bebyggelse nedrives og erstattes af nye tæt-lave boliger og etageboliger. Ud over boliger kan der inden for byggefeltet indrettes et fælleshus til bebyggelsen.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Herning Byråd har vedtaget et forslag til lokalplan for er centerområde på hjørnet af Haakonsgade og Silkeborgvej.

Området er privatejet og omfatter cirka 1100 kvm, og Lokalplan 11.C25.2 fastlægger områdets anvendelse til centerformål i form af boliger og butikker med udvalgsvarer, liberale erhverv, servicevirksomheder, caféer/restauranter eller udstillings- og gallerivirksomheder.

HAMMERUM: Herning Byråd har vedtaget forslag til lokalplan nr. 31.E8.3 Erhvervs- og naturområde ved Tangsøparken, Hammerum Syd.

Baggrunden for at udarbejde lokalplanforslaget er at give mulighed for etablering af lettere erhverv ved Fastrupvej i Hammerum. Erhvervsområdet ligger mellem et erhvervområde ved motorvejen til transporttunge virksomheder, og boligområder mod nord og nordøst, samt et mellemliggende grønt, offentligt naturområde.

HERNING: Herning Byråd har vedtaget lokalplan for et skole- og fritidsformål på Brændgårdvej i Herning endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre en multihal og et skole- og institutionsbyggeri på en del af den tidligere biblioteksgrund på hjørnet af Brændgårdvej og H.P. Hansens Vej. På resten af grunden kan der anlægges boldbaner og andre former for friarealer.

Herning Bibliotek flyttede i august 2014 fra Brændgårdvej til Østergade i bymidten. Midtjyllands kristne Friskole (MkF) har fra oktober 2014 lejet biblioteket. MkF har vist interesse for at købe det gamle bibliotek for at få mulighed for at opføre en multihal og anlægge større friarealer med boldbaner og lignende.

AULUM: I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2015 afsatte Herning Byråd midler til etablering af et forenings- og kulturhus i Aulum Stationsbygning. Der blev afsat 140.000 kroner om året til drift fra 2015 og 500.000 kroner til anlægsopgaver. Sidstnævnte blev forleden frigivet af Herning Byråd efter ansøgning fra Foreningen Stationen i Aulum, som vil renovere og forandre den gamle stationsbygning i Aulum.

Foreningen Stationen vil i høj grad anvende bygningen til at fremme frivilligt arbejde samt åbne lokalerne op for frivillige aktiviteter af forskellig art. Stationsbygningen ønskes blandt andet anvendt til mødelokaler, søndagscafé / seniorcafé, børne/unge klub, workshops for unge kunstnere, udstillinger og meget andet.

Bygningen trænger til både ind- og udvendig renovering, og udgifterne hertil er budgetteret til 790.000 kroner.

RISSKOV: Aarhus Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 967 - Boliger og butikker Nordre Strandvej og Åvej, Risskov endeligt. Herefter kan en del af området anvendes til lav boligbebyggelse med mulighed for opførelse af et varieret udbud af boligtyper. En anden del af lokalplanområdet kan anvendes til detailhandelsbutikker, og endelig kan en del af området anvendes til benzintankanlæg.

AARHUS: Aarhus Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 984 - Etageboligbebyggelse ved Paludan-Müllers Vej, Katrinebjerg, endeligt. Det betyder, at området må anvendes til boligformål i form af etagebebyggelse.

Baggrunden for at udarbejde lokalplanen er, at Boligkontoret Aarhus ønsker at tilføje en ny penthouse-etage på ’Choko-laden’, da der i disse år er stor efterspørgsel efter ungdomsboliger i Aarhus.





Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.235