23948sdkhjf

Byggenyt

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Boligselskabet Fruehøjgaard vil renovere afdeling Fruehøj. Afdelingen har 350 almene familieboliger centralt i Herning by, og der er lavet en helhedsplan, som kommer til at koste omkring 247 mio. kroner at realisere.

Rådgivningsfirmaet Midtconsult har udarbejdet en rapport, der peger på en række konkrete byggefysiske udfordringer: Bygningernes isoleringer er yderst begrænsede og ikke tidssvarende. Ydervæggene er slidte med sætningsskader og nedbrudte fuger. Nedbrydningsskader på kloakledningsnettet. Mangelfuld og utidssvarende ventilation i bad og køkken. Utætheder i taget og i faldstammer. Støjproblemer som følge af utidssvarende isolering. Manglende individuelle vandmålere, så afregning af forbrug sker kollektivt.

Siden helhedsplanen blev lavet, er der arbejdet med flere andre modeller for den tiltrængte renovering, nemlig en model A, der omfatter det nødvendige, model B, der svarer til den oprindelige helhedsplan og model C, som hedder ingen helhedsplan.

Herning Byråd besluttede forleden at vælge model B og godkende en maksimal anlægsramme på 247 mio. kroner. Det blev også besluttet, at Herning Kommune administrativt repræsenteres i det videre arbejde med helhedsplanens arkitektkonkurrence.

FAVRSKOV: Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune skal på sit møde i dag 4. maj beslutte, om forslag til lokalplan 360 for Fuglsang Biogasanlæg skal vedtages og fremlægges til offentlig høring. Lokalplanforslaget følges af et forslag til kommuneplantillæg, som udlægger området til ”teknisk anlæg”. Samtidig fremlægges VVM-redegørelse og miljøvurdering.

Det er Wefri A/S, der ønsker at etablere et biogasanlæg ved Fuglsangvej og Fajstrup Krat. Ansøger har bidraget til udarbejdelse af plandokumenterne.

RANDERS: Randers Kommune har modtaget et skitseforslag til en udvidelse af Randers Lille Skoles bygningskompleks på Tøjhushavevej 28-30 i Randers. Skitseforslaget er udarbejdet af Caspersen og Krogh Arkitekter.

Den påtænkte udvidelse af bygningerne har til formål at samle alle skolens nuværende aktiviteter på Tøjhushavevej. Det er desuden planen at nedrive den pavillon på adressen, der blev opstillet som en midlertidig løsning i 2005.

Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune så på forslaget på sit seneste møde, men besluttede at udsætte sagen.

ODDER: Odder Byråd besluttede på sit seneste møde at sende tre tillæg til kommuneplanen, to lokalplaner, en spildevandsplan og en vandplan til høring. Heriblandt er Lokalplanforslag nr. 5034, som omfatter et område i den nordlige del af Hou, som er udlagt til parkering og opbevaring af både. Lokalplanen giver mulighed for at etablere op til tre haller, én på op til 540 kvm og to haller op til 1300 kvm i maksimalt 8,5 meters højde. Der vil ligeledes være mulighed for at etablere sekundære bygninger på op til 300 kvm i op til fem meters højde.

Byrådet besluttede også at fremlægge et forslag til tillæg til kommuneplanen, som kan bane vej for opførelse af en dagligvarebutik ved Vennelundsvej. Efter den eventuelle ændring af kommuneplantillægget, kan der gennemføres et salg af området, og derefter skal der udarbejdes et lokalplanforslag, som også skal i offentlig høring. Butikken vil derfor tidligst kunne åbne en gang i løbet af 2016.

REGION SYDDANMARK

KERTEMINDE: Miljø- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til, om lokalplan 267 Erhvervsområde Skovhuse skal vedtages endeligt.

Lokalplan 267 Erhvervsområde i Skovhuse og et tilhørende kommuneplantillæg er udarbejdet på baggrund af virksomheden Sikas ønske om at udvide deres aktiviteter med blandt andet nyt showroom, kontor med videre.

NYBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplan nr. 11.2, sådan at der kan etableres tre lejligheder på Frørup Byvej 4 i Frørup.

Ejendommen Frørup Byvej 4 er registreret som et enfamiliehus på 112 kvm med uudnyttet tagetage samt et udhus på 27 kvm.

Enfamiliehuset ønskes ombygget til tre lejligheder fordelt med to i stueplan på henholdsvis 88 kvm og 87 kvm og en på første sal på 88 kvm. Adgang til lejligheden på 1. sal vil ske via udvendig trappe.

MIDDELFART: Middelfart Byråd skal i dag, mandag den 4. maj, tage stilling til, om Lokalplan 160 for tæt/lav boliger ved Syrenvej i Nørre Aaby skal vedtages endeligt.

REGION HOVEDSTADEN

HVIDOVRE: Institutionskøkkenerne i de to kombinerede dagtilbud, Mælkebøtten og Willer i Hvidovre Kommune skal udbygges, så der kan laves mad til alle børn på én gang. Hidtil har begge institutioner fravalgt madordningen for børnehavebørn og kun lavet mad til vuggestuebørnene. Institutionerne er derfor ikke medregnet i den oprindelige køkkenpulje på 14 mio. kroner, og der har derfor skullet bevilges 2,52 mio. kroner ekstra. Hvidovre Kommunalbestyrelse sagde forleden ja til at bevilge beløbet.

HERLEV: Herlev Kommunalbestyrelse har godkendt en Skama A-ansøgning for helhedsplan for Tubberupvænge II herunder nedrivning af afdeling Nørrevang.

Projektet omfatter renovering af badeværelser i afdelingens 92 boliger samt nedrivning af Nørrevang.

FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan for en ny skole på Grundtvigsvej og et tilhørende kommuneplanforslag, som herefter fremlægges til offentlig høring.

Den nye skole på Grundtvigsvej er en del af skoleforliget 2010, og bliver den tiende folkeskole på Frederiksberg. Skolen får plads til cirka 750 elever. Skolen indrettes delvist i det tidligere Frøbelseminariet og delvist i en bygning på cirka 1.970 kvm, der nyopføres.

Frederiksberg Kommune samarbejder med Gottlieb Palludan Architects om skabelsen af den nye skole.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.093