Han anser et tab på 993 millioner på en fastlåst rente for at være en hudafskrabning. Han ville hellere investere i Stockholm end Aarhus eller Odense, hvis han absolut skulle bevæge sig uden for centrum af København, hvor han har det allerbedst. Per W. Hallgren er adm. direktør i Danmarks største børsnoterede ejendoms- og serviceselskab Jeudan. Han har sat investeringsiveren i bero, indtil det københavnske ejendomsmarked finder sit leje, efter at renten har sendt både udenlandske investorer og pensionskasser på jagt efter gode investeringer i København. Imens er der tid til at arbejde på virksomhedens eksisterende københavnerejendomme til en værdi af 18 mia. kroner.