DAGENS LEDER: Femern fremad
Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad
Det er særdeles godt at få alle stenene vendt, inden et så stort projekt bliver vedtaget og igangsættes. Men når man så har gjort det, og den demokratiske proces har været gennemført, alle protester hørt og projektet er rettet til efter fornuftig argumentation, og ikke mindst også finansieringen er på plads, så er der som nævnt kun en ting at gøre, nemlig at trykke på startknappen.
At projektet får lidt mere tid til at blive realiseret, behøver bestemt ikke være en ulempe. Det er helt fint at der er bedre tid til at detailprojektere og at få tingene til at hænge godt sammen ned i de små detaljer. Det er klart at færgeselskaberne kæmper imod. Men hvis der som det fra samme færgeselskaber fremgår, er basis for drift efter færdiggørelsen af det store anlæg, så er der vel ikke grund til de store protester. Som det var tilfældet med Storebælt, så vil vi dog nok om føje år tænke tilbage på færgerne med vemod.