Byggenyt
BALLERUP: Ballerup Ejendomsselskab ansøger nu Ballerup Kommune om godkendelse af helhedsplan (skema A) for renovering af afdeling Ellebo i Ballerup med støtte fra Landsbyggefonden.
Renoveringen omfatter blandt andet udskiftning og isolering af facade og tag, nye energirigtige vinduer, nye hoveddøre, nye badeværelser og udskiftning af de køkkener, der endnu ikke er udskiftet.
Derudover etableres gennemgange til gårdareal, trapper til have og en forbedring af udearealerne. Endvidere bliver 62 boliger gjort tilgængelige med elevator.
Ballerup Kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen den 27. april.
I forbindelse med renoveringen vil man opføre nye boliger. Det kommunale tilsagn til de nye boliger forventes behandlet af Kommunalbestyrelsen i løbet af den kommende sommer.
Renoveringen af Ellebo deltog som case i en international arkitektkonkurrence efter bæredygtighedsprincipperne i Nordic Built Charter. Renoveringsprojektet lever derfor op til principperne i Nordic Built. Ellebo vandt arkitektkonkurrencen, og Teknik- og Miljøudvalget besluttede i oktober 2013, at vinderprojektet med både renovering og nybyggeri skulle danne grundlag for udviklingen af Ellebo.
Afdeling Ellebo er opført i 1963, og består af fire blokke i fire etager med i alt 284 boliger. Afdelingen ligger på Baltorpvej 39-91 i Ballerup.
Projektet omfatter blandt andet facade- og gavlrenovering, nye køkkener og badeværelser, installation af elevatorer i otte opgange og sammenlægning af en del boliger, så der efter renoveringen bliver 224 boliger.
Renoveringen er planlagt gennemført fra sommeren 2016 til sommeren 2018.
KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om der skal gives dispensation til, at et parkeringshus ved Helsinkigade på Østerbro bliver højere end lokalplanen tillader, og at byggefeltets afgrænsning overskrides, så der kan etableres en trappe op til aktiviteter på taget af parkeringshuset.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at der gives dispensation.
By & Havn I/S ønsker at opføre et parkeringshus ved Helsinkigade, som indeholder en stueetage med blandt andet butik, nærgenbrugsstation og teknikrum, syv etager til parkering samt plads til forskellige aktiviteter og leg på taget. Der er således tale om et parkeringshus, der adskiller sig fra typiske parkeringshuse ved at det indeholder publikumsorienterede funktioner i gadeplan, en ydre fremtræden som er tilpasset kvarterets egenart samt et særligt offentligt byrum på taget med mulighed for ophold og aktiviteter med udsigt over vandet.
Et alternativ til at meddele dispensation er enten ikke at give dispensation eller at udarbejde et lokalplantillæg, som muliggør byggeriet.
Forvaltningen vurderer, at sagen ikke har et omfang, der resulterer i udarbejdelse af et lokalplantillæg, blandt andet fordi den gældende lokalplan muliggør parkeringshuse i udvalgte byggefelter. By & Havn har meddelt, at såfremt den ønskede dispensation ikke gives, vil p-huset blive opført uden aktiviteterne på taget.
REGION SYDDANMARK
HADERSLEV: Haderslev Byråd bliver på sit møde den 28. april blandt andet bedt om at bevilge penge til en udvidelse af Frejas Hus med fire pladser til borgere med multiple funktionsnedsættelser. Frejas hus er et aktivitets- og samværstilbud, der er tilknyttet de beskyttede værksteder i Haderslev Kommune.
Udvidelsen kræver en tilbygning til Frejas hus. Udgiften til udvidelsen er et engangsbeløb på anslået 2,3 mio. kroner.
NYBORG: Der er nu udsigt til endelig vedtagelse af lokalplan nr. 259, som baner vej for en udvidelse af Rema 1000 på Frisengårdsvej 19 i Nyborg.
I hvert fald indstilles lokalplanen til byrådets endelige vedtagelse på mødet den 28. april.
VEJEN: Udvalget for Teknik og Miljø i Vejen Kommune har godkendt et forslag til lokalplan for et område til boligformål i Ådalen i Vejen.
Lokalplan 274 er udarbejdet på baggrund af en konkret henvendelse fra grundejer Oxdal Ådalen Boliginvest A/S, der ønsker mulighed for opførelse af forskellige boligformer ved Ådalen.
Lokalplanen indeholder mulighed for, at hele området kan udstykkes i fuldt omfang til parcelhuse, tæt-lav boligbebyggelse som for eksempel række-, dobbelt- og gårdhuse eller som en kombination mellem de forskellige boligtyper.
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der skal derfor ikke udarbejdes et tillæg.
REGION MIDTJYLLAND
VOLDUM: Favrskov Byråd skal den 28. april tage stilling til forslag til lokalplan for et kommunalt ejet areal på 2,7 hektar i Voldum. Lokalplanområdet ligger centralt i Voldum, nord for Voldum-Rud Vej og vest for Voldum-Hallen.
Lokalplanens formål er at skabe de planmæssige rammer for udvikling af et nyt boligområde med åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse.
SØFTEN: Favrskov Byråd har i Budget 2014-17 afsat midler til gennemførelse af helhedsplanlægning i centerbyerne med angivelse af en særlig indsats omkring Søften midtby.
Behovet for helhedsplanlægning i Søften aktualiseres af, at der er flere interesserede ejendomsudviklere, som ønsker planlægningsmæssige muligheder for at realisere konkrete byggeprojekter i centerområdet i Søften.
Teknik og Kultur har udarbejdet et forslag til helhedsplan for centerområdet i Søften, som nu fremlægges til Byrådets godkendelse med henblik på efterfølgende fire ugers offentlig høring. Byrådet behandler sagen den 28. april.
Helhedsplanen giver et samlet overblik over, hvordan centerområdet i Søften kan udvikles.
Samtidig angiver planen de overordnede principper for placering af fremtidigt byggeri, arkitektonisk retning for nyt byggeri, anvendelse og indretning af parkeringsarealer/bytorv, ny grøn struktur og beplantning, fremtidige vejadgange til midtbyen, fremtidigt letbaneforløb og mulig udvidelse af Århusvej og nyt stiforløb og adgang til letbanestop for bløde trafikanter.
REGION NORDJYLLAND
FREDERIKSHAVN: Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har besluttet at fremlægge Forslag til lokalplan FRE.CE.10.35.03 til offentlig debat.
Lokalplanforslaget omfatter et areal beliggende nord for Hjørringvej ved Maigårdsvej i Frederikshavn, og det giver mulighed for opførelse af center- og erhvervsbebyggelse inden for lokalplanens område i forlængelse af den eksisterende erhvervsbebyggelse i den østlige del af området.
Forslaget er fremlagt til offentlig debat i perioden fra i dag og frem til 19. juni.