Gennem de seneste ti-tolv år har udlejere af maskiner og materiel i Danmark været i næsten konstant vækst. Udlejningen af grej til bygge- og anlægssektoren har bredt sig helt ind i de store byggeprojekter, og det er en udvikling, vi har set komme fra udlandet. Det gælder blandt andet England, hvor andelen af lejede maskiner og materiel i bygge- og anlægsbranchen formentligt ligger på omkring 70-80 procent.
I Danmark er andelen fortsat langt lavere, måske stadig under en tredjedel, men den er stigende.
Krisen har dog medført et behov for konsolidering af de udbydere, der findes i markedet af maskiner og materiel. Fra at være et stærkt fragmenteret marked, vil vi se en forandring henimod et mere struktureret marked, med færre men større udbydere.
Udlejningsmarkedet bevæger sig typisk i opgangs- og nedgangstider. Udlejernes værste fjende er en markedsmæssig stilstand. I opgangstider mangler der kapacitet, som udlejerne nyder gavn af, mens det i nedgangstider gælder for entreprenørerne om at komme af med overflødig kapacitet.
Men forskellige leasing-modeller kan også være attraktive for virksomhederne, og det kan betale sig at se nøje på priser og betingelser for, hvad der bedst betaler sig. Generelt går det noget bedre i udlejningsbranchen nu, netop fordi der er fremgang i byggeriet og fordi der på grund af krisen og overkapacitet har været meget lave priser på lejet materiel.