Byggenyt
3
Billeder

Der er planer om at opføre ny etagebebyggelse til boliger på Chr. X’s Vej i Viby. (Illustration: Plusform Arkitekter)
VIBY: Aarhus Byråd skal på sit møde den 15. april tage stilling til, om Lokalplan 961, Etageboliger Chr. X’s Vej i Viby skal vedtages endeligt.
Området ligger i byzone og består i dag af tre erhvervsejendomme, som er helt eller delvist ubenyttede, og lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra den private grundejer om at nedrive eksisterende erhvervsbebyggelse og opføre ny bebyggelse til etageboliger.
RISSKOV: På baggrund af et ønske fra en privat bygherre er der udarbejdet lokalplan for et område ved Nordre Strandvej og Åvej i Risskov i Aarhus Kommune. Lokalplanen gælder for et cirka 13.000 kvm stort område ved Nordre Strandvej og Åvej i Risskov. På området har der tidligere ligget en større tømmerhandel.
Den private bygherre ønsker at etablere henholdsvis boliger og butikker på området. Samtidig ønskes et nuværende tankanlæg bibeholdt.
Lokalplanen er opdelt i to delområder, hvoraf det ene udlægges til boliger i to etager og det andet til butikker og tankanlæg, og det er planen at opføre syv bygninger med fire boliger i hver med tilhørende sydvestvendte altaner og haver samt to dagligvarebutikker.
Forslaget til lokalplan har været fremlagt til høring, og på onsdag skal Aarhus Byråd beslutte, om lokalplanen skal vedtages endeligt.
SILKEBORG: Teknik og Miljøchefen i Silkeborg Kommune indstiller til Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets møde i dag, at man igangsætter udarbejdelse af lokalplan 10-022 for et boligområde ved Toldbodgage.
Bestemmelserne i gældende lokalplan medfører, at mulighederne for at udnytte ejendommen Toldbodgade 29-31 er begrænsede. Den nye lokalplan, der ønskes udarbejdet, giver mulighed for at udnytte ejendommen til boligformål, herunder at der kan gives tilladelse til at opføre et forhus i tre etager langs med Toldbodgade. Grundejer har ikke angivet, hvordan eksisterende bygninger tænkes udnyttet til boligformål.
ANS: Lokalplan 25-005 for et boligområde vest for Egernvej i Ans har været i høring og indstilles nu af Teknik- og Miljøchefen i Silkeborg Kommune til endelig vedtagelse.
Plan- og Miljø- og Klimaudvalget har sagen på dagsordenen i dag 13. april.
REGION SYDDANMARK
KOLDING: By- og Udviklingsforvaltningen foreslår, at Kolding Byråd, der holder møde i dag 13. april, træffer afgørelse om endelig vedtagelse af lokalplan 0229-51 Harteværket – et område til kultur- og fritidsformål og et tilhørende kommuneplantillæg.
I løbet af høringsperioden er der indkommet en del indsigelser, som har betydet, at der foreslås fem ændringer til lokalplanens bestemmelser. Det drejer sig om mindre væsentlige ændringer - blandt andet om at give mulighed for placering af borde og bænke i naturområdet samt en fiskeplads for handicappede ved kanalen syd for kraftværket.
Efter udarbejdelsen af lokalplan 0229-51 Harteværket har Naturstyrelsen meddelt tilladelse til hele projektet for ombygning af de fredede bygninger på Harteværket.
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY: Brøndby Kommunalbestyrelse skal på sit møde den 15. april tage stilling til en ansøgning om 16,5 mio. kroner til et nyt ridecenter ved Kettehøj/Ulsøparken. Der er afsat rådighedsbeløb på investeringsoversigten i 2015 på 14,5 mio. kroner og 1,95 mio. kroner i 2016.
I henhold til den nye lov om hold af heste er det nødvendigt at opgradere faciliteterne for Brøndby Ny Rideklub. De eksisterende faciliteter, som er fra 1940’erne, består af stalde til 27 heste, indendørs- og udendørs ridefaciliteter, oplags- og servicefaciliteter. En lovliggørende ombygning af det eksisterende anslås at koste knap syv mio. kroner og vil indebære nedrivning af fire ud af seks bygninger uden at løsningen ender med at blive optimal.
Derfor anbefaler Teknisk Forvaltning, at man i stedet flytter klubben til nye arealer ved Kettehøj/Ulsøparken.
En flytning vil forbedre rideklubbens forhold betragteligt. De kommer til at råde over mere jord og vil have adgang til at ride i naturområdet i den grønne kile, hvor der i budgetoversigt for 2017 er sat penge af til at anlægge ridestier.
I samarbejde med brugerne er kapaciteten på det nye ridecenter sat til 35 heste. Dertil opføres indendørs- og udendørs ridefaciliteter, folde, oplagringsfaciliteter til foder og maskiner samt servicefaciliteter.
Projektet forudsætter udarbejdelse af ny lokalplan, og dette arbejde er i gang. Forvaltningen forventer, at lokalplanen vedtages af Brøndby Kommune i slutningen af september 2015.
Endeligt projektforslag vil foreligge før sommerferien og dette vil blive forelagt Idræts- og fritidsudvalget til godkendelse.
Projektet udbydes i licitation med minimum tre bydende.
KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune bliver på sit møde i dag 13. april bedt om at godkende opførelse af to almene boligprojekter med i alt 175 almene ungdomsboliger i Bispebjerg og på Østerbro.
Teknik- og Miljøforvaltningen udbød i oktober 2014 kommunal grundkapital afsat i henholdsvis Budget 2014 og Budget 2015. Grundkapitalen er udbudt i to runder med frist for aflevering af boligprojekter henholdsvis den 20. oktober 2014 og den 6. januar 2015.
Kommunen modtog i den første udbudsrunde i alt ni projekter, hvoraf bedømmelsesudvalget anbefaler, at fire projekter modtager kommunal støtte. To projekter i kvarteret ved Bella Center blev godkendt af Borgerrepræsentationen i december sidste år, og de to øvrige projekter er dem, der skal tages stilling til nu.
Herudover har bedømmelsesudvalget udvalgt fire projekter, der kræver en videre bearbejdning, og som derfor skal indgå i et individuelt forløb mellem boligorganisation, rådgiver og forvaltning. De tilrettede projekter vil efterfølgende blive forelagt Borgerrepræsentationen, hvis bedømmelsesudvalget finder de tilrettede projekter egnede.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK: Koncerndirektør Kenn Thomsen indstiller til Holbæk Byråd, der holder møde den 15. april, at antallet af undervisningslokaler på Sofielundskolen, afdeling Bjergmarken udvides midlertidigt med fem klasselokaler, som indrettes i pavilloner, der opstilles på afdeling Bjergmarkens grund.
Projektet hænger sammen med beslutningen om at sammenlægge de to skoleafdelinger i Sofielundskolen, Østre og Bjergmarken, til én afdeling på afdeling Bjergmarken.
Byrådet bliver også bedt om at frigive en anlægsbevilling på 10 mio. kroner af det afsatte rådighedsbeløb i budget 2015 til nyt tag på Holbæk Rådhus. I anlægsbudgettet for 2015 er der afsat 10 mio. kroner til af udskiftning af tagbeklædningen på Holbæk Rådhus, og i 2014 blev de bestilte tagsten produceret og en tredjedel leveret, mens resten afventer byggeriets opstart. Det er administrationens opfattelse at tagudskiftningen ikke kan udskydes længere, da følgeskaderne på de bemalede lofter og vægge samt tagværk og murværk er stærkt stigende.