Siden 2006 har arkitekturmagasinet EVolo afholdt en designkonkurrence for futuristiske skyskraber-projekter. I år er ingen undtagelse og førstepladsen går til fire polske deltagere under navnet Bomp, som har foreslået et projekt ved navn ’Essence Skyscraper’ en - i hvert fald på det taknemmelige papir - bygning, der i lighed med et andet af konkurrencens vertikale ”Noas Ark’er” er ment til at huse både haver og dyr. Tanken er, at 11 landskaber slynger sig i lag hele vejen ned, og der er både plads til vand, en jungle eller et vandfald.
Andenpladsen gik til indiske Suraksha Bhatla og Sharan Sundar med deres ’Shanty-Scraper’, som skal være en hjælp i landets voksende slumkvarterer. Bygningen består primært af rester og genbrug fra andet byggeri. Bunden består af et stort fiskemarked samt et værn mod tsunamier, skriver ing.dk i sin beskrivelse af projektet.
Hædrende omtale er desuden gået til Blake Freitas, Grace Chen, Alexi Kararavokiris fra USA, der har designet ’Times Squared 3015’, der skal stå på det nuværende Times Square i New York og skal imødekomme overbefolkning, iltmangel og forældet infrastruktur.
Derfor vil der være plads til både mennesker, landbrug, en strand, sportsfaciliteter og sågar bjerge, så hele livet stort set kan leves her, skriver ing.dk.
Hædrende omtale fik også Nikolay Zaytsev fra Rusland, som har designet en skyskraberbro, som med grønne områder og vandrensning skal gøre det rarere at bo og arbejde i det meget kolde nordlige Rusland.
Zhang Zehua, Song Qiang og Liu Yameng fra Kina er derimod i deres fremtidsvision gået tilbage til 1986, da katastrofen i Tjernobyl jog millioner af mennesker på flugt. Med deres bygning skal de have mulighed for at flytte tilbage uden risici, da skyskraberen indeholder både luft- og vandrensningsanlæg, og solenergi holder bygningens teknologi i live.