Økonomisystem blev rygrad på to år
Entreprenørfirmaet VAMs økonomisystem laver dagligt rapporter på 300 sager for at styrke projektledernes overblik
”Det er rimelig meget rygrad på os at bruge de her rapporter. Det er den måde, vi deler økonomisk information på, så vi er meget afhængige af, at det fungerer. Ellers mister vi overblikket,” siger regnskabschef Allan Hougaard.
VAM har brugt systemet i to år, og det er en vigtig del af virksomhedens strategi om at nå nogle økonomiske mål.
En del af strategien
”Det kaster en del handlingsplaner af sig og indgår i grundlaget for at vurdere, hvor vi er, og hvor vi skal hen,” siger han.
Bruger I systemet til at identificere, hvor I tjener pengene?
”Vi begynder at få et bredere datagrundlag, men vi har ikke dyrket at gå så langt ned i detaljen endnu, fordi vi simpelthen har manglet data. Men i et eller andet omfang er vi blevet klogere på, hvilke forretningsområder vi tjener pengene på. Vi har en klar indikation og et bedre overblik over det nu,” siger Allan Hougaard.
Hos entreprenør- og maskinvirksomheden Brdr. Thorsen har de gradvist indført digitale systemer fra Brugerdata. I 2009 blev økonomisystemet digitaliseret.
”Det er utrolig dejligt for os, der står og mangler en faktura engang i mellem, når vi gerne vil se, hvilken leverandør vi brugte, og hvad vi gav for det sidste gang, og sådan nogle ting. Og det kan vi finde frem på ganske få sekunder,” siger medejer og afdelingschef, Kristian Thorsen.
Økonomisystemet fungerer uafhængigt af det digitale sagssystem fra samme leverandør, som virksomheden har haft siden 2000, og hvor den hele tiden følger med i omkostningerne i forhold til budgettet.
”Man skal være skarp på, om man køber rigtigt ind og bruger tiden rigtigt, og jo nemmere man har ved at se det, jo nemmere er det at undgå at lave den samme fejl flere gange,” siger Kristian Thorsen.