23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde den 13. april tage stilling til to projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til at forbedre cyklisternes forhold ved cykling mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade på Amager.

Forvaltningen har udarbejdet et projektforslag om etablering af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade, som Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til. Detailprojektering og anlæg forudsætter frigivelse af anlægsmidler.

Anlæg af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade forventes udført i sommer/efterår 2015.

Udvalget bliver bedt om at frigive en anlægsbevilling på i alt 1,799 mio. kroner til anlæg af cykelbaner og til etablering af parkeringserstatningspladser i forbindelse med projekterne.

FREDENSBORG: Udvalgsmedlem Bo Hilsted (A) har bedt om at få en sag på dagsorden vedrørende mulighederne for etablering af en permanent overdækket scene på Fredtoften, når Kulturudvalget i Fredensborg Kommune holder møde i dag, 9. april.

Administrationen har undersøgt de økonomiske perspektiver i forhold til dette og undersøgt lignende projekter i Brønderslev og på Bellahøj i København, som udvalget orienteres om.

Administrationen bemærker, at der ikke er afsat budget til hverken etablering af en permanent overdækket scene på Fredtoften eller indkøb af mobilscene. Udover manglende finansiering til anskaffelse og løbende drift udgør opbevaring af mobilscenen en udfordring. Endvidere skal der påregnes omkostninger i forhold til administration af mobilscenen for eksempel i form af personaleressourcer.

BLOVSTRØD: Sideløbende med tilvejebringelse af rammelokalplanen for det nye Blovstrød er der arbejdet med skitseforslag til trafiksanering af Kongevejen med henblik på forskønnelse af vejstrækningen gennem Blovstrød, bedre trafiksikkerhed, lavere hastighed og mindre støj. Samtidig tager trafiksaneringsforslaget højde for vej- og stitilslutninger fra det nye Blovstrød.

I første omgang omhandler forslaget strækningen fra Sortemosevej til bygrænsen ved Drabækken, og det overordnede princip i forslaget er et vejprofil bestående af fortove og cykelstier, rabat med alléplantninger, kørebaner med asfaltbelægning og hvælvet midterrabat med eksempelvis chaussésten.

Der etableres de nødvendige venstresvingsbaner ved Sortemosevej, parkeringspladsen ved Blovstrød Kro, Blovstrød Byvej og ved den nye tilslutningsvej sydøst for Statoiltanken. Samtidig forenkles adgangsforholdene til tanken. Ved Blovstrød Byvej og kirkestien etableres nye busholdepladser med perroner og læskærme. Samtidig nedlægges de øvrige holdepladser på strækningen. Kirkestien føres frem til Kongevejen, og der etableres venteplads i midterrabatten, således at man kun skal passere én kørebane af gangen. Ved Drabækken etableres ”byport”, idet der også plantes træer i midterrabatten.

Som en integreret del af trafiksaneringen gennemføres supercykelstiprojektet Allerødruten.

På investeringsoversigten er der i 2015 afsat 7,841 mio. kroner og i 2017 1,834 mio. kroner. Sidstnævnte kan reserveres til strækningen fra Sortemosevej til Sandholmgårdsvej. Herudover er der afsat midler til Allerødruten i 2015 og 2016.

Allerød Byråd godkendte på sit seneste møde, at trafiksaneringsforslaget godkendes som grundlag for detailprojektering og udbud, og at der frigives 7,841 mio. kroner til gennemførelse af trafiksaneringsprojektet.

RØNNE: Rønne Havn har henvendt sig til Bornholms Regionskommune om medfinansiering af et projektforslag på Rønne havn, som indstilles til finansiering under Havnepakke III. Projektet vedrører etablering af nye vejbaner, regulering af opkørsel og kryds samt ombygning af eksisterende vej.

Projektets samlede omkostning er 13,1 mio. kroner, hvoraf Bornholms Regionskommune skal finansiere 5,7 mio. kroner, som kan finansieres over anlægsbudgettet i 2016. Bornholms Kommunalbestyrelse har sagt ja til at lade et anlægsønske på 5,7 mio. kroner indgå som budgetforslag til budget 2016.

Rønne Havn finansierer to mio. kroner, mens Havnepakke III finansierer resten, 5,4 mio. kroner. Havnepakke III finansieres af midler fra EU som Folketinget har afsat til at forbedre adgangen til havne i Danmark fra såvel sø- som landsiden.

Arbejdet vil blive udbudt i offentlig licitation.

ÅKIRKEBY: Bornholms Motorsport ønsker at etablere en motorsportsbane til folkerace og lignende i Åkirkeby Plantage. Anlægget ønskes etableret på et areal nord for den eksisterende motocrossbane i området. Området er ikke opfattet af planlægning i kommuneplanen. For at muliggøre en lokalplanlægning for en motorsportsbane i området er det nødvendigt at udarbejde et tillæg til kommuneplanen, da etableringen vurderes at indebære en større ændring i områdets anvendelse. I den forbindelse indkalder Center for Teknik og Miljø idéer og forslag til brug ved planlægningen i perioden frem til 1. maj.

Naturstyrelsen har i henhold til skovloven givet principiel tilladelse til at der anlægges en ny motorsportsbane i området. Kommunens planlægning er dog en forudsætning for at projektet vil kunne realiseres.

REGION SYDDANMARK

AABENRAA: Aabenraa Byråd har frigivet en anlægsbevilling på 0,75 til implementering af natur- og vandplaner.

I 2015 er der planlagt en række projekter – blandt andet biomanipulation samt etablering af naturareal ved Hostrup Sø, etablering af vandhuller til Sortternen i Sønderådalen samt restaurering af Bøgelunds Bæk og andre vandløb. Projektet vedrørende etablering af overdrev ved Hostrup Sø forelægges til beslutning i Teknik- og Miljøudvalget på et kommende møde.

LØJT: For at kunne igangsætte arbejdet med første etape af etablering af cykelsti mellem Genner og Løjt har Aabenraa Byråd frigivet 4,1 mio. kroner til projektering, ekspropriationer, udbudsrunde og gennemførelse af cykelstien langs Haderslevvej mellem Genner og Løjt.

Gennemførelse af første etape forudsætter, at der erhverves jord fra 11 lodsejere. Projektering og ekspropriation forventes gennemført her i løbet af foråret, således anlægsarbejder og udbud kan gennemføres fra sommer/efterår 2015 med de sidste færdiggørelser i 2016. Der er tale om etablering af en 1,2 km lang dobbeltrettet cykelsti langs den østlige side af Haderslevvej suppleret med to krydsningsheller ved henholdsvis Øster Løgumvej og Nørbyvej.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206