23948sdkhjf

Byggenyt

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG: Innovator har bedt Viborg Kommune om at udarbejde lokalplan for to dagligvarebutikker på Koldingvej 59-69B, og det ønske er Teknisk Udvalg indstillet på at imødekomme.

I dag indeholder området Søndermarks Slagteren og en tidligere bager samt boliger, som ejes af Søndermarks Slagteren. Der foreligger fuldmagt fra alle ejere i området til at Innovator må arbejde med planlægningen. Forvaltningen har haft dialog med forskellige projektudviklere for ejendomme i området, men sagen har ikke været politisk behandlet før nu.

Bebyggelsesprocenten i området bliver cirka 16 procent og bygninger opføres i én etage i knap seks meters højde.

Det er forvaltningens vurdering, at der er tale om et større byggeprojekt, der vil medføre en væsentlig ændring i det bestående miljø, idet to nye butikker vil øge aktiviteterne i området. Arealet omfatter flere matrikler og kan derfor ikke gennemføres som byzonetilladelse. Realisering af projektet kræver derfor, at der vedtages en lokalplan.

To butikker i området vil give øget trafik, og projektejer skal gennemføre en trafikanalyse i forbindelse med lokalplanens udarbejdelse. Forvaltningen arbejder for at nedgradere Koldingvej og minimere den gennemkørende trafikmængde.

Forvaltningen forventer, at planlægningen igangsættes medio/ultimo 2015, og at lokalplanen herefter kan være klar til vedtagelse i sidst i 2016.

AARHUS: Inden for kort tid igangsætter Danmarks Medie- og Journalisthøjskole prækvalificeringen til den konkurrence, der i 2018 skal udmønte sig i en ny uddannelsesinstitution på Katrinebjerg, skriver skolen på sin hjemmeside.

Den nuværende ejendom, Bunkeren, overtages af et konsortium fra Domis Ejendomme A/S-koncernen.

Rektor Jensen Otto Kjær Hansen fortæller, at man regner med at igangsætte prækvalificeringen i denne måned, så skolen inden sommerferien kan udskrive en totalentreprisekonkurrence for et mindre antal konsortier.

Når Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter fra den nuværende ejendom bliver den 30.000 kvm store grund overtaget af et konsortium fra Domis Ejendomme A/S-koncernen, som dog endnu ikke ved præcist, hvordan området på Oluf Palmes Allé skal anvendes.

REGION SYDDANMARK

NYBORG: Nyborg Byråd har bevilget 150.000 kroner til renovering af friluftsscenen på Kronprinsens Bastion på Nyborg Vold, som ønsket af Nyborg Voldspil.

NYBORG: Ådalens Børnehus har indsendt ansøgning til Nyborg Kommune om tilbygning til institutionens børnehaveafdeling. Ådalens leder Jette Krog har haft en rådgiver til at udarbejde et projekt med skitseforslag og prisoverslag, som er drøftet med Teknisk Afdeling, og Nyborg Byråd har meddelt anlægsbevilling som ønsket.

KOLDING: Kolding Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 0816-11 Ved Overbyvej i Seest - boliger på Kløvkær, som herefter kan fremlægges til offentlig høring.

Forslaget indeholder bygningsregulerende bestemmelser for Lejerbo Koldings boligprojekt Fremtidens Almene Bæredygtige Bolig og for områdets fælles friarealer, herunder fælles forsyning og infrastruktur. Desuden fastlægges overordnede rammebestemmelser for grundens øvrige boligbebyggelse.

Sammenlagt er der i lokalplanen udlagt omtrentligt fem hektar til bebyggelse, heraf cirka 1,2 hektar til Lejerbo Koldings byggeri.

Kolding Kommune har udarbejdet lokalplanforslaget i tæt samråd med Lejerbo Kolding.

I offentlighedsfasen inviteres til borgermøde med henblik på information og dialog om lokalplanens indhold og betydning for den videre byudvikling i området. Ved mødet ønsker Lejerbo Kolding også at præsentere det bearbejdede projekt for Fremtidens Bæredygtige Almene Bolig, der opføres som første etape af områdets bebyggelse. Mødet planlægges afholdt den 15. april.

REGION SJÆLLAND

NÆSTVED: Næstved Kommune har givet landzonetilladelse til opførelse af to undervisningsbygninger samt et trappetårn på Ålestokvej 5, Næstved. Undervisningsbygningerne skal begge være på 135 kvm.

Klagefristen udløber 28. april.

REGION HOVEDSTADEN

HILLERØD: Hillerød Byråd besluttede i sommer at sælge et areal ved Egedammen til Lejerbo til etablering af 20 almene ældreboliger med tilhørende serviceareal, og nu har Lejerbo fremsendt skema A ansøgning til kommunen.

Boligerne etableres som to-rumsboliger. Det samlede bruttoareal for boligerne udgør 1.300 kvm, og det gennemsnitlige boligareal er på 65 kvm. Boligerne opføres som tæt lavt byggeri og opfylder mindst kravene til lavenergibygninger klasse 2015.

Den samlede anskaffelsessum for boligerne er beregnet til 36.722.000 kroner.

Der etableres 320 kvm serviceareal i tilknytning til de 20 ældreboliger, og her er den samlede anskaffelsessum for servicearealerne opgjort til 9.286.000 kroner.

Servicearealet skal etableres og ejes af Lejerbo, og Hillerød Kommune skal efter opførelsen leje og drive servicearealet.

Hillerød Byråd godkendte på sit seneste møde skema A for boligdelen med en samlet anskaffelsessum på 36.722.000 kroner og en bevilling til udgifterne til det kommunale grundkapitallån på 3.672.000 kroner.

HILLERØD: Hillerød Byråd har vedtaget Lokalplan 406 - etagebebyggelse på Nordre Jernbanevej 2, Stauns Hjørne endeligt.

Baggrunden for lokalplanen er Byrådets ønske om at muliggøre opførelse af en etagebebyggelse til almene familieboliger. Lokalplanområdet har været udbudt på pris og projekt og det valgte projekt har dannet baggrund for udarbejdelsen af lokalplanen.

Lokalplanens hovedformål er at give mulighed for opførelse af en etagebebyggelse i tre-fire etager med anvendelse til boligformål. Der skal endvidere sikres udendørs opholdsarealer for lokalplanområdets beboere.

For at fremtidssikre lokalplanen gives der også mulighed for en sekundær anvendelse til liberalt erhverv og visse former for privat service i stueetagen.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125