Anlægsnyt
2
Billeder

Der er planer om at opstille et solcelleanlæg ved Haderupvej i Hadsund Syd. (Foto: Coluorbox)
HADSUND: Mariagerfjord Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et solcelleanlæg ved Haderupvej i Hadsund Syd.
Lokalplanforslaget er udarbejdet for at give mulighed for at opstille et større solcelleanlæg syd for Haderupvej.
REGION MIDTJYLLAND
HORSENS: Horsens Kommune har solgt samtlige grunde i Anne Cathrines Have, og planlægger nu at tage fat på byggemodning af nye grunde Andreas Flensborgs Minde, etape ll, Flensborgs Have.
Horsens Byråd har givet en anlægsbevilling på 4,5 mio. kroner mio. kroner med et rådighedsbeløb på 3,6 mio. kroner i 2015 og et rådighedsbeløb på 0,9 mio. kroner i 2017 til byggemodningen.
Projektet omfatter anlæg af cirka 260 meter boligvej og 40 meter stier.
HALD EGE: Viborg Byråd har bevilget to mio. kroner til vejanlæg og parkeringsplads ved Hald Ege Skole.
I forbindelse med den planlagte udvidelse af hallen ved Hald Ege Skole samt behovet for skabelse af bedre trafik- og parkeringsforhold ved skolen har Byrådet afsat to mio. kroner på anlægsbudgettet i 2015 til etablering af ny parkeringsplads samt nyt vejanlæg til af- og pålæsning af skoleelever. Udbygning af hallen udløser et ekstra parkeringsbehov på 30 pladser og med inddragelse af de interimistiske cirka 16 pladser i skoven vest for Egeskovvej er der behov for cirka 46 nye parkeringspladser ved skolen/hallen.
På baggrund heraf foreslås der etableret 46 nye parkeringspladser på arealet syd for skolen, hvor blandt andet tandklinikken har til huse i ældre træbygning. Hald Ege Skole planlægger at nedrive træbygningen og flytte tandklinikken ind i skolebygningen.
Den nye parkeringsplads planlægges etableret inden 1.9.2015.
Der foreslås etableret en ny af- og påstigningsplads for skoleelever mod Egeskovvej langs med det nuværende skur og overdækning og i tilknytning til den nye parkeringsplads.
Der vil blive afholdt offentlig licitation på projektet i henhold til kommunens udbudspolitik.
VIBORG: Viborg Kommune er i gang med at lægge en plan for udvikling af kommunens legepladser.
Der er sat gang i forarbejdet med kortlægning af legepladser, forundersøgelser og analyse, og udarbejdelse af udviklingsplanen ventes gennemført senere på året.
Udbud og realisering af planen forventes gennemført i årene 2016 - 2019.
I første omgang bruger kommune 250.000 kroner til konsulenthonorar, ekskursion og workshop. Udgiften til realisering af legepladsprojekter på 3.250.000 kroner foreslås af administrationen fremsat som nyt ønske på investeringsoversigten til budgetkonferencen i august 2015. Derudover søges der ekstra bevillinger til legepladsprojekterne via fundraising.
REGION SYDDANMARK
HADERSLEV: På Haderslev Kommunes anlægsbudget 2014 – 2017 er afsat 90.000 kroner til en undersøgelse af muligheder for at bevare omklædnings- og depothuset ved Odinsvej - alternativt fjerne bygningen og etablere en anden mulighed for omklædnings- og depotplads. Bygningen er nedslidt og fundamentet har markante revner.
Kultur og Fritid har undersøgt den reelle benyttelsesgrad i forhold til baneanlægget ”Odinsbanen” samt servicebygningen. Reelt er benyttelsesgraden så lille, at Kultur og Fritid mener, at der bør anvises andre omklædningsmuligheder og etableres en anden depotløsning.
Kommunale Ejendomme har tidligere anbefalet, at bygningen fjernes med henvisning til husets dårlige tilstand. Kommunale Ejendomme har tilbudt at finansiere nedrivning og retablering af området, idet Kultur og Fritid samtidigt etablerer ny depotmulighed i form af to ventilerede containere, der males og indpasses på en anden plads på området. I forhold til omklædning og bad kan der henvises til Sønder Otting Skolens faciliteter på Buegade.
Haderslev Byråd besluttede på sit seneste møde at følge denne anbefaling og frigive 90.000 kroner til anskaffelse, maling og indretning af depotcontainere.
REGION HOVEDSTADEN
FARUM: 230 borgere mødte frem for at høre om kommunens planer for Farum Nordbys udvikling, da der forleden blev holdt borgermøde.
Furesø Kommune har sat gang i flere forskellige projekter i Nordbyen og gav borgerne mulighed for at få indblik i dem samt give deres meninger til kende. De fremmødte borgere fik en grundig orientering om planerne for de kommende boligbyggerier på Farum Kaserne, planerne for en ny daginstitution, seniorbofællesskab og en ny stiforbindelse mellem Farum Kaserne og Trevang.
På programmet var også planer om ændringer af Rørmosevej til en vej, som visuelt kun har ét kørespor, der benyttes af trafikanter i begge retninger og har stiplede kantlinjer i begge sider af vejen til cyklister. Ændringerne skal øge trygheden for cyklister og nedsætte hastigheden for bilisterne. Og netop de trafikale forhold havde stor interesse blandt borgerne. Flere bragte idéen op om en ny fjerde vej ud af rundkørslen på Slangerupvej for at aflaste trafikken på Rørmosevej.