23948sdkhjf
Annonce

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

SMØRUM: Egedal Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et område ved Flodvej i Smørum.

Smørum Rådhus og nabogrundene var i foråret 2014 i udbud med planlagt udnyttelse til både boliger og erhverv, og den lokalplan, der nu er på vej, tager udgangspunkt i skitseprojektet, der blev indleveret sammen med det vindende bud fra Domea på vegne af Boligselskabet Rosenvænget.

Lokalplanområdet ligger centralt i Smørumnedre nord for Smørum Centret og er nabo til Boesagerskolen, et regnvandsbassin og andre boligbebyggelser. Lokalplanen deler området op i fire delområder til henholdsvis boliger, parkeringsareal, offentligt grønt område og vej.

Der er i lokalplanforslaget lagt vægt på at muliggøre ombygning af den eksisterende rådhusbebyggelse og opførelse af en ny tæt-lav boligbebyggelse med tilhørende fælles funktioner indenfor området og at sikre bebyggelsesstrukturen med boliger omkring et gårdrum og den tidligere rådhusbygning samt tæt–lav/etageboliger i den nordlige del af bebyggelsen.

REGION SYDDANMARK

NYBORG: Nyborg Byråd har frigivet 3,805 mio. kroner til udvendig bygningsvedligeholdelse.

Der er i budget 2015 afsat 4,5 mio. kroner, og det resterende beløb på 695.000 kroner disponeres senere på året.

SØNDERBORG: Sønderborg Byråd har vedtaget lokalplan 4.12-1 Ragebøl Erhvervspark endeligt.

Ragebøl Erhvervspark fremstår i dag som to usammenhængende erhvervsområder i stedet for ét sammenhængende, som det oprindeligt har været intentionen, at området skulle være. Opdelingen skyldes primært, at der ikke er etableret nogen sammenbindende vejforbindelse på tværs af lokalplanområdet. Med lokalplanen sikres nu en sammenhængende vejforbindelse gennem området og nye arealer ud mod Sønderborgmotorvejen udlægges til erhverv. Disse arealer er i dag opdyrket mark. Lokalplanen giver mulighed for at opføre en markant bebyggelse med gode trafikale forbindelser til motorvejen, hovedvejene i området, samt nærhed til Sønderborg bymidte.

REGION MIDTJYLLAND

HORSENS: Fonden Fængslet har anmodet Horsens Kommune om lån på 3,75 mio. kroner til etablering af toiletfaciliteter i tilknytning til koncertpladsen på Fængslet.

Samtidig er der anmodet om tilladelse til at påbegynde ombygning af eksisterende bygninger beliggende på kommunalt ejet jord, idet det forudsættes, at disse bygninger indgår i den senere overdragelse af Fængslet til Fonden Fængslet. Begge dele har Horsens Byråd sagt god for.

I forbindelse med koncerter på koncertpladsen og i Fængselsgården, Europæisk Middelalderfestival samt større events og begivenheder er der behov for etablering af toiletfaciliteter i tilknytning til Fængslet. Fængslet har i samarbejde med Viva Arkitekter udarbejdet projektforslag, hvor bygninger, som har været anvendt til gartnerihuse beliggende på ydersiden af ringmurens sydvestlige hjørne og i nær tilknytning til koncertpladsen, ombygges til toiletfaciliteter. I alt etableres 66 toiletter, to handicaptoiletter, håndvaskeafdeling med videre. Det samlede projekt anslås at koste tre mio. kroner plus moms.

HORSENS: Horsens Kommune ønsker at sikre den fremtidige byvækst i Egebjerg, og har derfor udarbejdet et forslag til ny lokalplan, der baner vej for tæt-lavt og åbent-lavt boligbyggeri i den nordlige del af Egebjerg.

Det er lokalplanens overordnede mål at sikre de eksisterende landskabelige kvaliteter og understrege dem ved placeringen af den nye bebyggelse. Området er cirka 17 hektar og overføres med lokalplanen til byzone. Lokalplanen giver mulighed for opførelse af cirka 140 nye boliger.

Horsens Byråd godkendte lokalplanforslaget på sit seneste møde.

SILKEBORG: Silkeborg Byråd anbefaler nu overfor Ministeren for By, Bolig og Landdistrikter, at der gives tilladelse til delvis nedrivning af ejendommen Borgergade 113-149 og nedlæggelse af 11 ét-rums boliger, samt til at Arbejdernes Andels-Boligforening reducerer boligantallet til otte to-rumsboliger.

Anskaffelsessummen for nedrivning og renovering/ombygning er opgjort til cirka 8,193 mio. kroner.

Byrådet har også givet tilsagn om støtte i henhold til Landsbyggefondens finansieringsskitse og ja til at stille kommunegaranti for to nye realkreditlån på i alt 7,855 mio. kroner.

Ejendommen er oprindeligt opført som hotelværelser i 1988 og ombygget og tilbygget til ungdomsboliger i 1992. Bebyggelsen og udearealerne fremstår i dag nedslidte og triste. Boligerne er små og mørke og lever ikke op til nutidige og fremtidige lejeres krav.

REGION NORDJYLLAND

AALBORG: Aalborg Kommune gennemfører nu en fordebat for udvidelse af erhvervsområdet ved Akafa i Svenstrup.

Aalborg Kommune har modtaget en henvendelse fra Arla Foods Akafa, der ønsker at udvide deres produktion. I den forbindelse ønsker virksomheden at udvide erhvervsområdets afgrænsning, nedbryde dele af eksisterende bygninger og bygge nye bygninger samt ændre på den interne trafikstruktur på virksomheden.

Der skal udarbejdes et kommuneplantillæg, der sikrer helheden og sammenhængen mellem planlægningen i erhvervsområdet og øvrige områder i Svenstrup, og der skal udarbejdes en lokalplan, der blandt andet skal sikre mulighed for ændringen af erhvervsområdet. Derudover skal planen fastsætte rammerne for, hvordan der kan opføres en erhvervsbebyggelse, der indpasses i området på en måde, som udnytter de særlige kvaliteter i byen og respekterer omgivelserne.

Idéer, synspunkter og forslag skal være Aalborg Kommune i hænde senest den 22. april.

SKAGEN: Frederikshavn Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et bolig-, ferie- og fritidsområde ved Nordsøvej i Skagen. Lokalplanen følges af et tillæg til kommuneplanen, der udvider områdets hovedanvendelse fra offentlige formål til også at omfatte ferie- og fritidsformål samt boligformål.

Lokalplanen fastlægger i overensstemmelse med kommuneplantillægget områdets anvendelse til for eksempel hotel, motel eller ferieboliger med tilhørende fællesfaciliteter for eksempel indendørs svømme- eller bowlinghal, udendørs bade- eller legeland, cafeteria, restaurant samt boliger og skoleformål. Planen skaber mulighed for, at eksisterende bygninger enten kan nedrives, og der kan opføres et helt nyt byggeri, eller dele af bygningerne kan nedrives og de tilbageværende kan ombygges og suppleres med nyt byggeri. Nyt byggeri kan opføres i op til 8,5 meter.

HØRBY: Hørby Varmeværk A.m.b.a. har anmodet Frederikshavn Kommune om en kommunegaranti til et lån ved Kommunekredit på 1.000.000 kroner til finansiering af opsætning af ny røggasventilator, forbrændingsventilator, ny tavle og styring samt nyt værksted.

Udskiftningen sker for at optimere anlægget i forbindelse med etablering af transmissionsledningen til Thorshøj og Østervrå.

Frederikshavn Byråd sagde på sit seneste møde ja til at stille den ansøgte kommunegaranti.

På samme møde imødekom byrådet også en ansøgning om kommunegaranti fra Præstbro Kraftvarmeværk.

Præstbro Kraftvarmeværk har bedt kommunen stille garanti for et lån ved Kommunekredit på 500.000 kroner til finansiering af udskiftning af varmekedel til en ny energibesparende varmekedel. Udskiftningen af kedlen forventes at give en årlig besparelse på cirka 170.000 kroner, hvilket vil gøre, at der kan leveres billigere varme til værkets forbrugere.


Kommenter artiklen
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.109