23948sdkhjf

VKO er klar til at se på skattepenge til Dong

Staten bliver nødt til at beskytte sin investering i Dong, siger borgerlige efter blodrødt Dong-regnskab.
Skatteyderne kan komme til at bidrage til at få Dong på fode igen. Forud for forhandlinger om nødvendig milliardkapital til det kriseramte selskab vil de borgerlige partier ikke udelukke bidrag fra staten.

- Der er ingen tvivl om, at når vi har en aktiemajoritet på 80 procent, skal vi beskytte den. Det er skatteborgernes penge, og på et tidspunkt skal den investering gerne vende tilbage, siger Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen.

Samme melding kommer fra De Konservatives finansordfører Mike Legarth:

- Når vi kommer ud af krisen, mener vi, at 49,9 procent af Dong skal sælges. Det vil give en betydelig indtægt. Derfor gælder det nu om at beskytte de værdier, vi har, siger Mike Legarth.

Han vil ikke udelukke, at staten skal træde til som en del af løsningen, men siger:

- Vi ser helst, at der findes en løsning, hvor skatteyderne skal bidrage med så lidt som muligt.

Også Venstre har tidligere erklæret sig parat til at hjælpe Dong forud for et nyt forsøg på at privatisere dele af energiselskabet.

- Vi kigger på de modeller, som Finansministeriet kommer med. Men vi har en grundlæggende positiv indstilling til at gøre noget.

- Dong Energy er set i en europæisk sammenhæng en meget lille spiller, og skal selskabet have mulighed for at vokse på det europæiske marked og tjene penge hjem til Danmark, er forudsætningen, at selskabet styrkes, sagde Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt nogle dage før offentliggørelsen af Dongs regnskab.

Dong fik et underskud i 2012 på fire milliarder kroner, og den rentebærende gæld steg med knap 10 milliarder kroner.

Derfor ventes der forhandlinger i Finansministeriet om en løsning for selskabet, der også har været ramt af balladen om pebrede millionlønninger til udvalgte medarbejdere og magtkamp mellem bestyrelsesformand Fritz Schur og tidligere koncernchef Anders Eldrup.

Undersøgelser i de kommende måneder vil skabe afklaring af, hvordan Dong kan få ny kapital.

Pensionskasser har været nævnt som en mulig kilde til ny kapital, mens staten også ser ud til at ville bidrage.

- Vi vil nu sammen med selskabet bruge de kommende måneder på at undersøge mulighederne for at gennemføre en kapitaludvidelse med deltagelse af såvel nye som eksisterende aktionærer, herunder staten, siger finansminister Bjarne Corydon (S).

Dong er blandt andet ramt af en uventet negativ udvikling på de europæiske gasmarkeder, der har tæret hårdt - ikke kun på Dong, men også en række andre europæiske energiselskaber.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093