23948sdkhjf

Museum i krise for 200 mio. kroner

Danmarks nye naturhistoriske museum i København er efter finanslovsforhandlingerne havnet i sin hidtil største krise. Der mangler 200 mio. statslige kroner. Museet er dog fortsat politisk højt prioriteret
De netop overståede finanslovsforhandlingerne huggede bremsen i et af de mest ambitiøse og spektakulære projekter i nyere dansk museumshistorie.

Planerne om et nyt internationalt naturhistorisk museum i hjertet af København, ved Botanisk Have, er nemlig kastet ud i sin mest alvorlige og uventede krise.

På den netop færdigforhandlede finanslov for 2014 mangler de vigtige 200 mio. kroner, der, hvis de var kommet med på finansloven, havde udløst de to store donationer på ialt 350 mio. kroner fra Novo Fonden og Villum fonden, til det ialt 1,2 mia. dyre projekt.

Men de 200 mio. kroner kom ikke med, og nu er museumsprojektet - der planlægningsmæssigt ellers er langt fremme med Lundgaard & Tranberg som totalrådgiver og arkitekt Claus Pryds som underrådgiver - underdrejet.

Forskning og formidling

Statens Naturhistoriske Museum er ellers en af Danmarks allermest veldrevne kulturinstitutioner, som i mange år har arbejdet med indsamling, forskning og formidling om zoologi, botanik og geologi.

Så da Villum Fonden for flere år siden blev inviteret til møde på Københavns Universitet om museets storstilede byggeplaner, var fonden lydhør, fordi den i en årrække har støttet naturvidenskabelig forskning, naturen og miljøet.

Det udløste den hidtil største enkeltbevilling på 250 mio. kroner.

- Det har været en fornøjelse at samarbejde med museet, og vi er ikke i tvivl om, at direktør Morten Meldgaard og hans team nu vil skabe et unikt museum. Der er meget at se frem til, sagde Lars Kann-Rasmussen fra fonden til Licitationen i oktober.

Politisk velvillighed

Københavns Universitet ventede derfor spændt på udfaldet af finanslovsforhandlingerne, da universitetet havde søgt staten om de 200 mio. kroner - beløbet, der vil være en afgørende katalysator for at realisere museet.

Underrådgiver arkitekt Claus H. Pryds har ikke nogen kommentarer til det nuværende økonomiske dødvande. Til Licitationen - Byggeriets Dagblad siger han:

- Jeg er altid optimist, men må henvise til Naturhistorisk Museum i forhold til udtalelser til pressen.

Han ser dog frem til sammen med totalrådgiver, engang i fremtiden at få sin gang på byggepladsen, når/hvis de resterende 200 mio. kroner dukker op, hvilket der - trods alt - er en vis politisk velvillighed over for.

Øverst på listen

Til Politiken forleden sagde Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen således, at hans parti vil lede efter de manglende millioner.

- Vi blev kastet hovedkulds ind i finanslovsforhandlingerne. Min holdning står stadig ved magt. Næste år eller efter et kommende valg vil det stå absolut øverst på listen over kulturønsker. Det er vigtigt, at et museum, der ser ud til at blive Europas fornemste på området, får statslig opbakning, sagde Aastrup Jensen

Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra Morten Meldgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Det lykkedes ikke før redaktionens slutning at få en kommentar til den øjeblikkelige situation for prestigebyggeriet, hvis 800 mio. kroner, der i alt er garanteret af private fonde, er betinget af, at staten giver de 200.

- Museet står og falder med en yderligere statslig medfinansiering, harKøbenhavns Universitets bestyrelsesformand, Nils Strandberg Pedersen, sagt til flere medier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094