Planløs Planlov
Mere ukendt for de fleste er det, at Planloven kan være en økonomisk malkeko for kommuner, der, som det er sket i Greve Kommune, kan udlægger store områder landbrugsjord som byzone, hvorefter kommunen kan pålægge den pågældende jord en langt højere grundskyld uden ellers at foretage sig andet.
Selvfølgelig skal det kunne lade sig gøre for staten, kommunerne og regionerne at pålægge jordstykker, bebyggede eller ej, visse klausuler. Det er tåbeligt, hvis en ejer af en ejendom kan opføre en helt ny tilbygning i et område, hvor der inden for ganske få år skal anlægges en motorvej eller jernbane med deraf følgende dyrere ekspropriationekrav.
Men det er ikke i orden, at staten i årevis uden nogen form for åremålsansættelse kan lægge beslag på en borgers jord og anvendelsen af denne uden kompensation med henvisning til, at der engang i fremtiden måske skal anlægges en vej eller jernbane.
Det er heller ikke i orden, at en kommune kan overføre en landbrugsejendom til byzone med måske ti gange så høje jordskatter uden konsekvenser for kommunen i form af en åremålsbegrænsning.
Det sidstnævnte problem kan meget let løses, idet der selvfølgelig først skal betales byzonegrundskatter, når jorden ikke mere udnyttes til landbrugsformål. Det er både rimeligt, og det vil forhindre kommunerne i at spekulere i at ændre status for landbrugszone til byzone af økonomiske årsager.
Man kan altid diskutere det rimelige i, at et jordstykke, der den ene dag som landbrugsejendom er tre-fire millioner kroner værd, dagen efter, fordi den tilfældgvis er overgået i byzone, pludselig bliver byggegrunde og dermed 30-40 gange så meget værd. Men så må det være muligt for samfundet på anden vis at få del i denne værdstigning, end ved årevis at holde borgerne hen i uvished, samtidig med at man opkræver voldsomt høje ejendomsskatter, der ikke står i rimeligt forhold til den øjeblikkelige anvendelse af jorden.
