23948sdkhjf

Stærkt behov for vækstpakken

Bygge- og anlægsbranchens kulsorte forventninger understreger behovet for vækstpakken
Dagen efter at regeringen præsenterede indholdet af sin vækstpakke med blandt andet genindførelse af BoligJobordningen, offentliggjorde Danmarks Statistik konjunkturbarometeret for bygge og anlæg.

Forventningerne til beskæftigelse og ordrer er fortsat kulsorte.

Den såkaldte sammensatte konjunkturindikator er minus 23 og dermed det mest negative i godt to år.

Barometeret bygger på tilbagemeldinger fra en række virksomheder, der naturligvis alle er spurgt til forventninger til beskæftigelse og aktivitet, inden de fik kendskab til regeringens planer om at genindføre BoligJobordningen, fremrykke offentlige investeringer og udvide rammen for almene boligrenoveringer.

- Konjunkturbarometeret fortæller, at der i den grad var behov for de initiativer, som regeringen har taget med vækstpakken. Situationen var uholdbar, så det er positivt, at regeringen har lyttet, siger seniørøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

På baggrund af vækstpakken opjusterer Dansk Byggeri nu sit skøn til den gennemsnitlige beskæftigelse i 2013 med 3.500 personer til 142.500 personer. Det er især BoligJobordningen, der vil give anledning til nye job.

Han forventer, at vækstpakken vil afspejle sig i branchens konjunkturbarometer i løbet af en måned eller to.

- BoligJobordningen giver jo umiddelbar beskæftigelseseffekt, og allerede i april forventer jeg, at byggeriet generelt ser lidt lysere på den nærmeste fremtid, siger Finn Bo Frandsen.

Ikke kronede dage

Trods vækstpakken er der dog ifølge BRF Kredit udsigt til fortsat svage konjunkturer gennem de næste par år.

- Det betyder naturligvis også, at bygge- og anlægsbranchen formentlig ikke får kronede dage foreløbig. En fortsættelse af BoligJobplanen i 2013 og 2014 vil dog ganske givet få en positiv effekt på forventningen til såvel ordrebeholdningen som til beskæftigelsen, siger cheføkonom Ulrikke Egelund i en kommentar til konjunkturindikatoren.

Samtlige delbrancher i bygge og anlæg har negative forventninger til de kommende tre måneders beskæftigelse og omsætning. Værst ser det ud for murere, malere og tømrer- og bygningsvirksomheder.

Mindst negative forventninger findes hos anlægsentreprenører og el-installatører. Anlægsentreprenører er i øvrigt ene om at have positive forventninger til tilbudspriser ved licitationen i de kommende måneder.

Barometerets positive melding er, at kun én procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen oplever mangel på arbejdskraft.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093