Bygninger i et grænseløst univers
Den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid er en af de mest eftertragtede og omdiskuterede arkitekter i verden. En ny udstilling om hendes prisbelønnede arbejde er åbnet i Dansk Arkitektur Center
Sommerens udstilling i Dansk Arkitektur Center (DAC) om arkitekten Zaha Hadid byder på arkitektur-oplevelser for alle sanser.
Hadid er den eneste kvinde i arkitekturens internationale superliga og den første kvindelige arkitekt, der har modtaget den prestigefulde Pritzker Architecture Prize også kaldet arkitekturens nobelpris.
Udstillingen er Zaha Hadids første soloudstilling i Norden, og Zaha Hadid Architects har skabt en oplevelse, hvor man som besøgende bliver inviteret ind i en verden af sofistikerede højhuse, svævende skaller, udvalgte byggerier og designobjekter.
Alt sammen koreograferet i et grænseløst landskabeligt univers, der viser hvordan Zaha Hadids bygninger og designs opstår i et avanceret digitalt og geometrisk univers.
- Verden bliver en anden i Zaha Hadids univers. Vi ønsker at vise, hvordan arkitekturens felt er udspændt mellem det kunstneriske og det teknologiske og viser, hvordan Zaha Hadid har skabt sin helt egen metode til at forene dem både når hun bygger, designer og når hun skaber udstillinger, siger Nanna Bjerre Hjortenbjerg, programchef i DAC.
Verdensklassearkitektur
De seneste 30 år har Zaha Hadid konstant udfordret arkitekturens grænser med et sanseligt og eksperimenterende formsprog.
Det gælder eksempelvis bygninger som MAXXI Museum of Contemporary Arts i Rom (2009), Guangzhou Opera House i Kina (2010), Nordpark Cable Railway i Insbruck (2007), London Aquatic Centre (2011) og herhjemme tilbygningen til Ordrupgaard (2005) nord for København.
- Zaha Hadid har gennem de sidste tre årtier formået at skabe et kraftfuldt arkitektonisk udtryk, er på mange måder ikonet for forestillingen om det 21. århundredes arkitektur, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania, der støtter udstillingen økonomisk.
Parametrisk design
Udstillingen giver, med afsæt i en række konkrete projekter, indblik i det abstrakte arbejde, der ligger forud for det endelige design og viser, hvordan drømme kan blive til virkelighed i et avanceret digitalt univers.
Zaha Hadid var en af de første arkitekter, der tog computeren til sig som redskab, og i dag er parametrisk design en metode hvor avancerede computerprogrammer kan optimere og bestemme den optimale bygningsform i forhold til en række definerede parametre udgangspunkt for den arkitektur, der har Zaha Hadids signatur.
Specielt til udstillingen i Dansk Arkitektur Center har Zaha Hadid Architects arbejdet sammen med danske Kollision, CAVI og Mads Wahlberg og skabt en interaktiv installation. Her kan man stille sin egen krop til rådighed som parameter og opleve, hvordan det avancerede computerprogram kan generere bygningsformer ud fra kroppens bevægelser.