23948sdkhjf

Grøn pleje på Kronborg

Det strategiske samarbejde mellem de to vestsjællandske anlægsgartner-firmaer fører nu til, at et hold ansatte fremover skal holde de grønne områder på Kronborg ved lige
Da de to vestsjællandske anlægsgartnerfirmaer Grøn Vækst A/S og P. Malmos A/S i efteråret 2011 indledte et tæt og strategisk samarbejde, var det for, at de to firmaer skulle blive endnu stærkere inden for hvert deres felt. Og strategien har hurtigt givet resultater.

Senest har samarbejdet givet de to virksomheder opgaven med at vedligeholde det udendørs borganlæg på Kronborg.

Der er tale om en opgave, som i vinterhalvåret fast vil kræve to mand til at holde det omkring 20 hektar store område rent. Men i sommerhalvåret og i højsæsoner for beskæring af træer vil der være tale om en fordobling af bemandingen, fortæller Jakob Kristensen, der er administrerende direktør i Grøn Vækst A/S fra Slagelse.

- Det er en anderledes opgave, både fordi det er et meget historisk sted, og fordi vi får nogle udfordringer, som vi ikke oplever så tit. Blandt andet skal vi holde de høje borgmure rene og slå græs på nogle temmelig stejle skråninger. Det kræver nogle særlige løsninger også rent sikkerhedsmæssigt, forklarer han.

Udslag af samarbejde

Samlet set består entreprisen af at slå græs, klippe hække, beskære træer og holde det store område rent for både ukrudt og affald.

Både Jakob Kristensen og administrerende direktør Per Malmos fra P. Malmos A/S føler sig overbevist om, at blandt andet opgaven på Kronborg er et konkret udslag af det samarbejde, parterne indledte i efteråret 2011. P. Malmos A/S købte pr. 1. oktober en del af Grøn Vækst og lagde samtidig sin 25 mand store vedligeholdelsesafdeling over i firmaet. Dermed fik direktørerne i Grøn Vækst, Jakob Kristensen og Thomas Olesen, den fornødne volumen til at udnytte deres store viden og mange kontakter til konkrete opgaver inden for grøn vedligeholdelse.

P. Malmos A/S kunne for sin part koncentrere sig udelukkende om nye anlæg.

- Jeg er langt fra sikker på, at Grøn Vækst eller P. Malmos havde fået opgaven på Kronborg alene. Det er netop kombinationen af de to virksomheders netværk, ekspertise og volumen, der gør os interessante sammen, siger Jakob Kristensen, der også kan glæde sig over, at parløbet de seneste måneder har givet opgaver med grøn vedligeholdelse i flere boligselskaber.

Grøn Vækst/P. Malmos vandt opgaven på Kronborg i en licitation, hvor også fire andre virksomheder/konsortier afgav bud.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109