Fagforening ønsker firmagodkendelser
Radikalt forslag fra 3F skal minimere antallet af arbejdsulykker
- I dag kan alle jo starte deres eget byggefirma fra den ene dag til den anden, og det endda i meget stor målestok med mange ansatte, uden at de har nogen erfaring eller større indsigt i området. Og det kan nemt ende galt. Derfor mener vi, at det kunne være en god idé, at alle firmaer inden for byggeri skulle have en form for autorisation eller en certificering, så man kunne sikre sig, at de var ordentligt klædt på, inden de begyndte at virke i byggebranchen, siger arbejdsmiljøkonsulent i Byggegruppen i 3F, Freddy Hansen, til Licitationen.
Denne umiddelbart voldsomme reaktion fra 3F kommer efter, at der stadig bliver ved med at være så meget sjusk med arbejdsmiljøet og med mange ulykker i byggeriet.
I går beskrev Licitationen Arbejdstilsynets seneste halvårs-status over hvilke sager, de ønsker, at Politiet skal retsforfølge for brud på Arbejdsmiljøloven.
Og her står der byggeri på halvdelen af de 182 tiltaleindstillinger fra Arbejdstilsynet.
BATs arbejdsmiljøkonsulent Lars Vedsmand foreslog i går i Licitationen, at firmaer, der bliver med at sjuske og overtræde Arbejdsmiljøloven burde kunne lukkes.
Og nu går Freddy Hansen fra 3F så et skridt videre og kræver en særlig uddannelse og eksamen, inden man må drive byggevirksomhed i Danmark.
- Hvis vi skal gøre noget markant ved alle disse tragiske arbejdsulykker er vi nødt til at gøre noget radikalt, og en certificering kan sikre, at byggefirmaer ved hvad de har med at gøre inden for arbejdsmiljø, siger Freddy Hansen.