23948sdkhjf
Annonce

Flere østarbejdere i byggebranchen

Selv om byggeriet lå underdrejet på grund af isvinter steg antallet af østarbejdere i byggeriet i årets første fire måneder i forhold til sidste år
Østarbejderne er kommet for at blive, lyder en af konklusionerne i en stor undersøgelse af danske virksomheders brug af østeuropæisk arbejdskraft. Med friske tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen kan man slå fast, at der faktisk kommer flere og flere østarbejdere i byggeriet.

I årets første fire måneder var der 6.664 østarbejdere med lønindkomst i bygge- og anlægsbranchen. Det er godt 10 procent flere end på samme tidspunkt sidste år. Til sammenligning blev der i hele 2012 registreret 12.500 borgere fra et af de østeuropæiske lande med arbejde i den danske byggesektor - enten direkte ansat eller som udstationeret.

Af de godt 6.600 østarbejdere i byggeriet i Danmark i årets første fire måneder er godt halvdelen som udstationeret og registreret i RUT-registret.

- Vi er ikke i tvivl om, at det er en korrekt konklusion, at østarbejderne er kommet for at blive. Det er alligevel overraskende og bekymrende, at antallet af østarbejdere stiger i en periode, hvor Danmark var dybfrossent på grund af en lang vinter, og hvor flere af byggefagene havde rekordhøj ledighed, siger Palle Bisgaard, forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F.

- Mens tallet for udlændinge ansat i danske virksomheder er forholdsvis pålideligt, så er der uden tvivl tale om underrapportering af antallet af udstationerede. Både ved fagbevægelsens egne byggepladskontroller og ved myndighedskontroller opleves et antal virksomheder og arbejdstagere, der ikke er registreret i RUT. Vi vurderer, at et sted mellem 20 og 25 procent af dem vi møder, ikke er anmeldt og derfor ikke indgår i de officielle statistikker, siger Palle Bisgaard.

Firmaer vil fortsætte

Ifølge undersøgelsen, som er gennemført af FAOS ved Københavns Universitet, vil de virksomheder, der i dag anvender østeuropæisk arbejdskraft, også gøre det i fremtiden. 69 procent af byggevirksomhederne svarer, at de vil bruge østarbejderne som en fast bestanddel af arbejdsstyrken. Kun fire procent svarer, at de slet ikke vil anvende østeuropæisk arbejdskraft i fremtiden.

Generelt mener virksomhederne, at østarbejderne udfører et godt stykke arbejde, men selv blandt de virksomheder, der vurderer, at de gør arbejdet dårligere end danske arbejdstagere, vil de fleste fortsætte med at anvende østarbejdere. Det kunne tyde på, hedder det i analysen, at kvaliteten af arbejdet for nogle virksomheder ikke er det vigtigste, men at arbejdskraftens tilgængelighed, arbejdsfleksibilitet og måske også lavere løn spiller en vigtig rolle. Det er heller ikke østarbejderne, der står forrest i køen ved afskedigelser. I virksomheder, der har måttet afskedige, har godt hver fjerde alene afskediget danske medarbejdere.

Virksomhederne anvender forskellige ansættelses- og tilknytningsformer. Bygge og anlæg er kendetegnet ved, at antallet af udstationerede er dobbelt så højt som antallet af ansættelser. Det er primært større virksomheder, der benytter udenlandske underentreprenører, mens små eller mindre byggevirksomheder har fastansatte østarbejdere.
Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.094