Gymnasium lyser op i hovedstaden
Rørbæk og Møller Arkitekter har forestået en spændende udvidelse af N. Zahles Gymnasiums bevaringsværdige hovedbygning ved Nørreport i København
Med en ny tilbygning på taget af N. Zahles Gymnasieskoles bevaringsværdige hovedbygning mod Nørreport Station har skolens bestyrelse fremtidssikret gymnasiet med nye, tidssvarende undervisningsfaciliteter.
Tilbygningen indeholder undervisningslokaler og tilstødende studiecenter, ny kantine samt en fælles tagterrasse, hvorfra der er frit udsyn over Københavns tage.
Bygningen fremstår samtidig som en arkitektonisk nyskabelse, der på en visionær måde forener klassisk byggeri med moderne æstetik. Tilbygningen har tilføjet skolen et nærmest symbolsk udtryk, hvor gammelt og nyt forenes og hvor traditioner og pædagogisk nytænkning går hånd i hånd.
Trækronen lyser op
Tilbygningens facader er udført som glaspartier med en udvendig filigranstruktur af opsvejste aluminiumsprofiler, som er inspireret af og integrerer tilbygningen i omgivelserne mellem de store træer i omkringliggende parker og langs Nørre Voldgade. Dagslyset filtreres som skygger fra nøgne trætoppe på indvendige overflader.
Tilbygningen og skolens bevaringsværdige hovedbygning indskriver sig sammen højdemæssigt som en naturlig forlængelse af husrækken mellem HC. Ørstedsparken og Botanisk Have.
Den udvendige filigranfacade er farvemæssigt afstemt de tilstødende bygningers skiffertage og afslutter således hovedbygningens mod himlen og indgår som en naturlig del af karreens tagflader.
Tilbygningen er udført i et konsekvent fremadskuende formsprog, både udvendigt og indvendigt, mens den eksisterende bygnings arkitektoniske kvaliteter er tilbageført gennem nænsom renovering. Interiørets nye overflader og møblering er udført i hvidt, mens en frisk grøn og meget karakteristisk gulvflade medvirker til at binde nyt og gammelt sammen og tilføre en særlig identitet til gymnasiet.