Parkering i fem etager i Svendborg
Odense-firmaet 5E Byg bygger P-hus med 283 p-pladser ved Svendborg Sygehus
- Ud over parkeringshuset vil vi samtidig etablere en række nye handicappladser ved hovedindgangen til sygehuset, så der i alt bliver plads til 960 biler omkring Svendborg Sygehus, oplyser regionsrådsformand Carl Holst (V).
Det har taget lidt længere tid at komme i gang med byggeriet end planlagt. Byggeriet skulle været påbegyndt i februar 2012, så det kunne stå færdigt i oktober i år. Men ved licitationen tidligere på året måtte Region Syddanmark erkende, at de 27 mio., der var afsat til projektet, ikke rakte til at etablere 300 nye p-pladser. Derfor blev entreprenørerne i stedet bedt om at byde på, hvor mange p-pladser der kunne laves for 27 mio. kr. Det er Odense-firmaet 5E Byg, der er tættest på med 283 p-pladser. Det er i øvrigt det samme firma, der har stået for at opføre parkeringshusene ved sygehusene i Esbjerg, Vejle, Odense og Aabenraa.
Der er ikke meget plads omkring Svendborg Sygehus, der er omgivet af jernbane og en kirkegård. Det nye parkeringshus, der bliver placeret foran Psykiatrisk Afdeling, bliver derfor bygget i højden med 10 parkeringsniveauer fordelt på fem etager.
Baggrunden for beslutningen om at investere 27 mio. kr. i det nye parkeringshus er blandt andet, at lukningen af Faaborg Sygehus har flyttet 25.000 ambulante besøg og operationer til OUH Svendborg Sygehus.
Parkeringshuset er tegnet af det jyske arkitektfirma Årstiderne, og Rambøll skal være rådgivende ingeniører. Parkeringshuset bliver 52 gange 40 meter i grundplan og får en samlet højde på 17 meter.