Forklaringsproblem
Det spørgsmål stiller Dansk Metal i en ny video på Youtube, der har til formål at sætte fokus på "den danske model".
Videoen, der har skuespilleren Ulf Pilgaard som medvirkende, nævner de mange fordele, danske lønmodtagere har opnået de seneste 100 år, men det betyder samtidig, at man sætter fokus på fortiden.
Problemet for Dansk Metal og den øvrige røde fagbevægelse er, at man i alt for høj grad har levet i fortiden og betragtet sig selv som en selvfølge – et faktum der ikke kunne rokkes ved.
Monopol fører i faglige kredse som i alle andre sammenhænge til stilstand og mangel på udvikling. Ikke mindst fører monopol til for høje priser/kontingenter.
Den etablerede røde fagbevægelse blev ramt med en bombe, da eksklusivaftalerne blev forbudt og dermed åbnede for, at danske lønmodtagere kunne sige ja til andre tilbud på markedet. I den situation kendte den røde fagbevægelse ikke sin besøgelsestid, og spørgsmålet er, om det nu er for sent at rette miseren op.
Det siges ofte, at Danmark har brug for både en stærk fagbevægelse og en stærk arbejdsgiverorganisation. Hvis vi skal bevare den så højt besungne danske model må både arbejdsgivere og fagbevægelse være parate til at forsvare de frie forhandlinger.
Derfor er det da også rystende, at Venstre og Dansk Folkeparti øjensynlig ikke har fattet, at man med et beslutningsforslag om begrænsning af muligheden for faglige blokader er i gang med ikke bare at undergrave den danske model, men at sprænge den i stumper og stykker.
For den røde fagbevægelse bliver ikke mindst de store anlægsprojekter – Østersøforbindelsen, Cityringen og jernbanen København til Ringsted – den helt store prøve. Hvis hovedparten af arbejdspladserne på disse projekter ender på østeuropæiske hænder til arbejdsforhold og lønninger langt under dansk niveau, har fagbevægelsen tabt kampen og er overflødiggjort.
Dansk Metal konstaterer i sin video, at "det er svært at forklare den danske model med få ord". Desværre må det nok konstateres, at det heller ikke lykkes med denne video, der forsøger at udstille den "klassiske arbejdsgiver" som en fjende af lønmodtagerne.
Men den tid er forbi. Det ville have været en langt bedre idé og mere relevant at lave videoen på polsk og litauisk, men det kunne måske være problematisk, hvis man vil have en kendt dansk skuespiller til at spille "det dumme svin af en arbejdsgiver".