Behov for fair og gennemsigtige gebyrer
En debat som Dansk Byggeri meget gerne tager del i. Det er samtidig glædeligt, at også Kommunernes Landsforening (KL) tager del i debatten.
Lad mig starte med at slå fast, at Dansk Byggeri har fuld forståelse for, at det koster penge at få en byggetilladelse. Kompetent sagsbehandling er ikke gratis. Men det er vigtigt, at gebyrerne står i rimeligt forhold til arbejdet med sagsbehandlingen; at de er forståelige og acceptable for ansøgerne.
KL forsvarer her i avisen kommunernes meget forskellige byggesagsgebyrer med, at nogle kommuner vælger at skattefinansiere dele af gebyret.
Det er Dansk Byggeri helt indforstået med. Dér, hvor kæden hopper af, er, når gebyrerne bliver urimeligt høje, som når eksempelvis tilladelse til at bygge en 5.000 kvm fabrikshal koster over en mio. kroner i gebyr, sådan som det er tilfældet i Fredensborg. Andre kommuner opkræver et fast gebyr på få tusinde kroner for samme byggeri.
Sådan en enorm forskel kan umuligt forklares alene ved delvis skattefinansiering, og hvis gebyrer i millionklassen afspejler kommunens reelle omkostninger til sagsbehandling, ja så står vi med et helt andet og stort samfundsøkonomisk problem. Og det bør være unødvendigt at sige, at Dansk Byggeri ikke ønsker, at ansøgere skal betale den form for omkostninger.
En kilde til problemerne er, at størstedelen af kommunerne opkræver gebyret ved hjælp af en kvadrat- eller kubikmeterpris. En besynderlig metode, for rumfanget på en bygning siger jo ikke nødvendigvis noget om kompleksiteten af sagsbehandlingen.
Dansk Byggeri foreslår derfor, at kommunerne forpligtes til at synliggøre de omkostninger, der medgår til byggesagsbehandlingen. Andre erhverv, eksempelvis revisorer, skal specificere deres regning, så den form for krav er ikke ukendt.
Hvis kommunerne indfører tidsregistrering og lader gebyrerne afspejle medgået tid, vil det sikre større kundefokus og rimelige gebyrer, der afspejler arbejdet med at udstede byggetilladelsen.
Samtidig kan vi imødekomme kommunernes ønske om, at sagsbehandlingstiden opgøres som nettotid og ikke i dag som bruttotid.
Herved bliver grundlaget for diskussionen om sagsbehandlingstiden bedre.
De første erfaringer med tidsregistrering er allerede på vej i fem kommuner, eksempelvis Tønder, der netop introducerede denne gebyrmodel efter et ønske fra erhvervslivet. Tak for det.
Og de første erfaringer tegner godt, både for ansøgerne og for kommunen, der har fået et anderledes indblik i anvendelsen af ressourcerne. Det motiverer samtidig ansøgerne til at aflevere fuldt oplyste ansøgninger, fordi det vil reducere sagsbehandlingstiden og derved også gebyret.
Både Dansk Byggeri og KL har været med i den arbejdsgruppe, som klima- og energiministeren har bedt om at komme med forslag til at effektivisere byggesagsbehandlingen.
Herfra ved vi, at også KL er kritisk i forhold til den regeljungle, der omklamrer en byggetilladelse. Det fremgik også af indlægget i Licitationen - Byggeriets Dagblad (17/9, red.). Der er således behov for et større sammenhængende serviceeftersyn, der kan smidiggøre alle love og regler vedrørende byggeri.
Så mon ikke Dansk Byggeri og KL kan samles om en fælles opfordring til regeringen om at sætte fokus på netop denne problemstilling, der går på tværs af flere ministerier.
Dansk Byggeri ser i al fald frem til at fortsætte arbejdet for mere effektiv og fair gebyrsat byggesagsbehandling.