Rektor: Henning Larsen har haft enorm betydning
Henning Larsen vægtede arbejdet med unge arkitekter højere end muligheden for at tjene penge, siger rektor.
Det siger rektor på Kunstakademiets Arkitektskole Lene Dammand Lund om den nu afdøde danske stjernearkitekt.
- Han var 27 år på arkitektskolen, og i dag er det stadig sådan, at hvis man spørger folk, hvor de er uddannede, så siger de på Henning Larsens afdeling. Det er stadig et kvalitets-stempel, selvom det er mange år siden, at han stoppede.
- Så han har haft en enorm betydning. Han har vist, at man som dansk arkitekt kan gå ud og gøre en forskel i verden, og så har han altid haft et rigtig godt øje for at spotte talenter og inspirere nogle dygtige mennesker, siger hun.
Henning Larsen stoppede som underviser på arkitektskolen i 1995, men han har fortsat sit arbejde både som arkitekt og som talentspotter. For eksempel med uddelingen af sin egen talentpris, som blandt andet gik til Bjarke Ingels "længe før, han fik den status, som han har i dag", som Lene Dammand Lund forklarer det.
- Han kunne snildt have brugt tiden ude på sin tegnestue og tjent nogle flere penge. Men han har haft det samfundssind og den gavmildhed og lysten til at være mentor og få noget talent til at gro omkring sig. Det har været vigtigt for ham, og han har været god til det, siger hun om Henning Larsens arbejde med de unge arkitekter.
Henning Larsen er ofte blevet beskrevet som "lysets mester", og det er også arbejdet med lys og rum, som Lene Dammand Lund peger på, når hun skal fremhæve, hvorfor Henning Larsen opnåede så stor succes.
- Den måde han arbejder med, at lyset fylder rummet, og man bliver helt rolig og føler sig tilpas. Det er svært at sætte ord på, det skal nærmest opleves. Men det er det, han kan, bedre end nogen anden, siger hun.
Hun understreger samtidig, at det ikke er nogen overdrivelse at kalde Henning Larsen for en internationalt anerkendt arkitekt.
- Han fik jo i september sidste år den japanske pris Premium Imperiale, arkitekturens Nobelpris, for sit arbejde med rum og lys. Det er kæmpestort. Det fås simpelthen ikke større. Det er verdens mest anerkendte arkitekturpris, og den fik han personligt.
- Det siger noget om, hvor anerkendt, han er. Også langt mere anerkendt, end vi måske oplever som danskere.
/ritzau/