Uholdbar situation
Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om løn, der holder de danske malermestre tilbage fra at ansætte dansk arbejdskraft. De oplever også at de østeuropæiske malere "møder til tiden, er samvittighedsfulde over for deres arbejde, de har ikke så mange sygedage, og de er meget glade for deres arbejdsopgaver".
Ovenstående burde være en selvfølge på enhver arbejdsplads, og er det ikke sådan, er der to parter, der bærer skylden – ledelsen og medarbejderne. Det er ting, der simpelthen skal fungere.
Et helt andet spørgsmål er lønnen. Det er helt legalt, hvis en dansk malermester, der er hårdt udsat for konkurrence fra ikke mindst østeuropæiske mestre og danske mestre med østeuropæisk arbejdskraft, søger arbejdskraft til lavere lønninger end det, som var gældende inden krisen.
Selvfølgelig skal overenskomsterne overholdes, men er der ledige malere, kan de ikke tillade sig at være "kræsne". De må tage det arbejde, der er til rådighed, også selv om de føler, at lønnen er for lav.
Lønnen er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, så den er vel næppe for lav, og der er næppe mange ud over Liberal Alliance, der tør sige, at understøttelsen er for høj. Men vi står med et problem for den danske arbejdsmarkedsmodel og det højt besungne "flexicurity", hvis der er 400 arbejdsløse malere i Danmark, og malermestrene ikke "frivilligt" kan få dansk arbejdskraft til overenskomstmæssig løn.
Det er i den forbindelse måske værd at bemærke, at prisen for at få udført sort håndværk i dag er cirka 200 kroner i timen. Det er væsentlig højere end en almindelig timeløn for en håndværker, men langt billigere end at betale hvidt. Den mest sandsynlige forklaring er de høje skatter og ikke mindst momsen, men det er i hvert fald uholdbart, at sort arbejde for den enkelte håndværker lønnes højere end hvidt arbejde, der endda betales skat af.
