23948sdkhjf

Byggeriet er stort set gået i stå

På trods af milliardinvesteringer, står byggeriet stort set i stampe, viser en konjunktur-update fra Dansk Byggeri
Den stigning, som Dansk Byggeri tidligere har givet udtryk for, ville komme, aflyses nu i en ny konjunktur-update, som netop i dag offentliggøres.

Beskæftigelsen i den danske bygge- og anlægssektor vil således ikke blive bedre. I dag er der 16.000 færre personer ansat i branchen, end der var i 2009.

At tilbagegangen trods alt ikke er værre skyldes ikke mindst, at BoligJobordningen har holdt hånden under det private renoveringsmarked, og fremgang på anlægsområdet.

Starten af 2012 gav ellers mange gisninger om en svag bedring efter kriseårene, men fakta er noget andet, kan man nu se af tallene, som Dansk Byggeris seniorøkonom, Finn Bo Frandsen har kigget nærmere på.

- Der er ingen tvivl om, at eurokrisen lægger en dæmper på efterspørgslen og forstærker usikkerheden til den fremtidige udvikling. Det gælder både i udlandet og her i landet. De store overskud på betalingsbalancens løbende poster afspejler, at investeringerne er meget lave, mens opsparingen omvendt er meget høj, siger Finn Bo Frandsen.

Svækkede udsigter

De svækkede udsigter for samfundsøkonomien påvirker forventningerne til beskæftigelsen. Da der er vigende aktivitet både ved nybyggeri og bygningsreparation, vil beskæftigelsen falde i år og til næste år. Ved anlægsvirksomhed stiger aktiviteten, men det kan ikke opveje faldet i byggeaktiviteten.

Dansk Byggeri forventer derfor, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vil falde med 3.500 personer i 2012 og med 3.000 i 2013.

Til næste år vil der dermed være 23.000 færre beskæftigede end i 2004 - altså året før, opsvinget satte ind.

Tre ting hjælper

Finn Bo Frandsen peger på tre forhold, som trods alt har været med til at holde hånden under bygge- og anlægsbranchen.

- For det første har BoligJobordningen været med til, at stabilisere den private renoveringsaktivitet. Ordningen er ikke mindst kommet de mindre virksomheder, der først og fremmest har privatkunder, til gode. For det andet er regeringens kickstart så småt ved at blive synlig. Flere byggeprojekter har i disse dage nået det første spadestik og bidrager til at stabilisere byggeaktiviteten. Men kickstarten vil ikke kunne opveje faldet i de private byggeinvesteringer.

- Endelig er der stigende aktivitet på anlægsområdet på grund af de store anlægsprojekter. Til gengæld har den lave aktivitet ved nybyggeri reduceret behovet for byggemodning, siger han.

Finn Bo Frandsen fastslår, at selvom man kickstarter en økonomi ved at sætte nye projekter i gang, vil der gå en rum tid, før et projekt reelt kaster arbejdspladser af sig:

- Når der skal bygges et rådhus, skal det først vedtages i det politiske system, efter at arkitekter og ingenører har været i gang. Dernæst skal det projekteres, og så endelig skal der udbud i gang, og så først kan der findes en entreprenør, der kan sætte gravemaskinen i gang. Så der går lang tid fra at man beslutter et byggeri, til det rent faktisk sker, og den effekt ser vi lige nu. Enkelte projekter er fremrykket, så de kan ses nu, men størstedelen af kickstartseffekten vil komme på et senere tidspunkt. Dog har BoligJobordningen faktisk givet resultater, og det retter da lidt op på faldet i beskæftigelsen, sagde Finn Bo Frandsen fredag på et møde i Materielsektionen i Odense.

Svært marked

- Boligejerne er tilbageholdende med at renovere, så hvis den offentlige sektor ikke havde afsat ekstra midler, og hvis ikke BoligJob-ordningen stadig var i kraft, så ville den samlede aktivitet ved reparation og vedligeholdelse have været endnu lavere. Men da ordningen ophører ved årsskiftet, er der udsigt til et lille fald i den samlede renoveringsaktivitet i 2013, pointer Fin Bo Frandsen.

Dansk Byggeri forudser et fald i det påbegyndte byggeri på 750.000 kvm i år og 250.000 kvm til næste år. I 2013 vil der dermed blive påbegyndt 4,45 mio. kvm.

- Der er tale om et meget lavt niveau, som kun er lidt højere end bunden i 1993, som var dengang, virkningerne af kartoffelkuren kulminerede, siger Finn Bo Frandsen

Det private boligbyggeri forventes at blive på 9.500 boliger næste år. Til sammenligning blev der under krisen i 1930’erne opført 17.924 boliger i gennemsnit om året.

- Det skyldes ikke mindst, at der fortsat er et stort udbud af ejerboliger i forhold til antallet af handler, og den tid, som boligerne er til salg, er vokset til et meget højt niveau. Det gør det vanskeligt for nybyggeriet at konkurrere på prisen med de eksisterende boliger, pointerer Finn Bo Frandsen.

Få almene boliger

Også antallet af nye almene boliger er meget lavt, fordi grundkapitalindskuddet sidste år blev sat op fra syv til 14 procent af anskaffelsessummen.

Det er regeringen og Kommunernes Landsforening nu blevet enige om at sænke til 10 procent frem til udgangen af 2016.

- Det er en god beslutning, men vi forventer et fald i påbegyndelserne både i år og næste år, selv om kommunerne fremadrettet øger tilsagnene.

Når det gælder det kommunale institutionsbyggeri, forudser Dansk Byggeri en stigning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078