Dårligt juridisk arbejde
En fadæse, der nu på grund af en enkelt borgers klage kan få vidtrækkende konsekvenser for byggeriet af en Metro-Cityring, der i omfang er et lige så stort projekt som en Storebæltsbro. Det kan man godt spørge sig selv om rimeligheden i.
Når det er sagt, så må man vel også anerkende, at borgerne rent faktisk kan få indflydelse på et projekt, som giver meget store gener i anlægsfasen. Det er vel alt andet lige tegn på, at den lille mand kan udrette noget, hvis han virkelig vil.
Men det er ikke desto mindre et kæmpeproblem, at man ikke er i stand til at imødegå de støj- og vibrationsgener, der uvægerligt er ved at at bygge en Metro. Det burde der uden juridiske spidsfindigheder have været taget højde for i planlægningen. Både når det gælder logistikken og det budgetmæssige. Genhusning og økonomisk kompensation til de, der lider mest under anlægsfasen, burde have været en selvfølgelighed. De penge, der er sparet ved at være lidt smålige i den indledende fase, bliver så rigeligt ædt op af følgeomkostninger og en forlænget periode med støj og andre gener i den indre by.
Byggeriet er dels presset af stramme tidsplaner, men er også presset af, at man er nødt til at udnytte arbejdskraften bedst muligt, og det gør man ved at arbejde i døgndrift på skiftehold.
Der er tale om en balancekunst, hvor man som direktøren for Metroselskabet i går i radioen påpegede, på den ene side har borgerne, som får støjgenerne, men som senere får fordelen af Metroen, og på den anden side bygherre og entreprenøren, som også skal kunne opfylde sine kontrakter og forvente, at det kan ske efter de indgåede aftaler. Juridiske aftaler som så viser sig at kunne overhales lidt indenom. Det holder ikke. Nu får vi så formentligt et byggeri, som ikke støjer om aftenen i anlægsfasen, men som kan blive stærkt fordyret og tilmed stærkt forsinket.
I hvis interesse er det? - er man nødt til at spørge.
