Udvalg: Der er op til 90.000 job i anlægsinvesteringer
De kommende år skal der investeres 200 milliarder kroner i nye byggerier. Det vil give op til 90.000 job.
Det såkaldte Leo Larsen udvalg, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nedsatte tidligere på året, er nu kommet med sine anbefalinger til, hvad behovet for arbejdskraft i forbindelse med de kommende milliardprojekter er.
- Vi vurderer, at der skal bygges større infrastruktur- og anlægsprojekter for knap 200 milliarder kroner svarende til knap 9000 job årligt på bygge- og anlægsområdet i Danmark de næste 10 år, siger formanden for udvalget og direktør i Sund & Bælt, Leo Larsen.
Derudover bliver der skabt 8000 job årligt i såkaldt afledt beskæftigelse, så det samlede antal job løber op i 17.000 om året, anslår Leo Larsen-udvalget.
Udvalget fremlagde sin 100 sider lange rapport fredag på et pressemøde på en byggeplads på Kvæsthusbroen i København. I rapporten er der 12 konkrete anbefalinger til, hvordan flere ledige kommer i job på milliardbyggerierne.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger, at det nu handler om at blive bedre til at matche de virksomheder, som skal bygge de store infrastruktur- og anlægsprojekter, og de arbejdsløse der skal ind på arbejdsmarkedet.
- Der har i alt for mange år været for lidt fokus på, hvad der sker i virkelighedens verden. Vi skal have matchet det konkrete behov, der er på en byggeplads, og den arbejdsstyrke vi har, siger Mette Frederiksen til Ritzau.
I forslaget til finansloven for 2014 foreslår regeringen, at de offentlige investeringer løftes med tre milliarder kroner til 44 milliarder kroner i 2014. Pengene skal blandt andet bruges til at bygge en ny Storstrømsbro og Holstebromotorvejen.
- Med ekspertudvalgets arbejde i bagagen får vi et godt udgangspunkt for at få maksimalt udbytte af alle de mange investeringer. Dermed får flere arbejdsløse sig et arbejde at stå op til, siger finansminister Bjarne Corydon (S).
Mange af de store anlægsprojekter hører ind under Transportministeriet, og ministeren på området, Pia Olsen Dyhr (SF), tager godt imod udvalgets anbefalinger.
- Jeg har særligt hæftet mig ved anbefaling nr. 11 vedrørende flere lære- og praktikpladser i forbindelse med store udbud. Det er helt nødvendigt i forhold til at sikre en bedre uddannet arbejdsstyrke, siger hun i en kommentar.
/ritzau/