23948sdkhjf

Nedrivning og anlæg giver plus på bundlinjen

Tscherning-koncernen kan præsentere et årsregnskab med en øget omsætning og forbedret overskudsgrad
Nyansatte projektledere, flere faste medarbejdere og en satsning på anlægsområdet er nogle af de elementer, som har resulteret i et årsregnskab med sorte tal på bundlinjen og en øget omsætning. Sådan lyder vurderingen fra Klaus Bodilsen, entreprenør og bestyrelsesmedlem i Tscherning-koncernen, som tilbyder nedrivnings- og anlægsarbejder, udlejer materiel samt udfører bore- og skærearbejder af asfalt og beton.

- Vi er begyndt at tænke os lidt bedre om end de foregående år. Vi har haft et større fokus på produktionen og det at få ordrer ind og gennemføre dem tilfredsstillende. Vi har blandt andet styrket organisationen ved at ansætte nye og flere projektledere, og det tror jeg er medvirkende til det gode resultat, siger Klaus Bodilsen.

Nettoomsætningen for koncernen lå i det forskudte regnskabsår 2012/2013 på knap 233 mio. kroner. For bare tre år siden - i regnskabsåret 09/10 - lå omsætningen på 112 mio. kroner.

Det er altså lykkedes Tscherning at fordoble omsætningen. Når man kigger på årets resultat og overskudsgrad, som indikerer en virksomheds evne til at genere overskud, er der også markante forbedringer at se. I det nyligt offentliggjorte regnskab fremgår det, at virksomheden har et resultat på 6,8 mio. kroner og en overskudsgrad på 4,6 procent. I 09/10 var årets resultat minus 2,2 mio. kroner og overskudsgraden minus 1,9 procent, mens resultatet sidste år lå på 4,4 mio. kroner og overskudsgraden på 2,7 procent.

- Vi har været fri for kunder, der er lukket. Markedet bærer nu mere præg af, at det, der bliver lavet, er noget, hvor du er sikker på at få dine penge, siger Klaus Bodilsen.

Øget fokus på anlæg

For fire-fem år siden begyndte Tscherning at vende blikket mod anlæg, men det er for alvor nu, at virksomheden kan mærke effekterne fra satsningen.

- Vores anlægsafdeling er begyndt at fungere godt, og det har vi høstet gevinsten af nu, forklarer Klaus Bodilsen og fortsætter:

- Vi kan tilbyde en komplet pakke med alt, hvad der foregår i jorden, indtil der kommer nogen, der har forstand på at bygge.

Tscherning er for nylig også begyndt at tilbyde arbejder inden for beton, men det er ikke et område, som Tscherning forventer vil vokse markant i virksomheden.

- Vi skal ikke ud at konkurrere med NCC og MT Højgaard. Vi vil bare gerne efterkomme de ønsker, vores kunder efterspørger. De vil ofte gerne have udført mindre betonarbejder, så de kan få en færdig pakke, siger han.

Flere faste medarbejdere

Af årsregnskabet fremgår det, at antallet af medarbejdere i Tscherning-koncernen er steget fra 96 i 08/09 til 191 i 12/13, men det er ikke ensbetydende med, at bemandingen i praksis er over fordoblet på fire år. I stedet er forklaringen, at Tscherning har valgt at ansætte flere faste medarbejdere og sætte brugen af underentreprenører ned.

- Det skal ikke være underentreprenører, der bærer vores omsætning. De skal være et bidrag til at tage spidsbelastninger. Vi mener, at vi kan levere et bedre produkt ved at have egne folk frem for at bruge underentreprenører og indleje mandskab, siger Klaus Bodilsen.

En af grundene til, at Klaus Bodilsen mener, at produktet bliver bedre af at anvende egne folk er blandt andet Tschernings fokus på uddannelse. Som nyansat kommer man eksempelvis på uddannelsesforløbet Tscherning Akademiet.

- Vi bruger mange ressourcer på uddannelse af medarbejdere, og derfor giver det også mening at anvende vores egne folk. Derudover har der været meget vrøvl omkring underentreprenører, hvor man eksempelvis ikke vidste om de betalte skat, og så har vi valgt at gå i den anden retning, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141