23948sdkhjf

Solvarmeanlæg sikrer mere fjernvarme

40 store solvarmeanlæg luner nu danske fjernvarmeforbrugere. De store solvarmeanlæg producerer nu mere fjernvarme end hvad 7500 almindelige huse bruger årligt
Det er gratis, det luner – og det er grønt og effektivt.

Solvarme har for alvor fundet vej til de danske radiatorer hos fjernvarmeforbrugerne. I alt står der nu 40 storskala solvarmeanlæg og producerer energi hos danske fjernvarmeværker.

Alt i alt producerer de 40 anlæg mere energi end hvad 7.500 standard husstande bruger af fjernvarme årligt. Grøn energi, som betyder betydelige besparelser både rent økonomisk og rent miljømæssigt.

- Solvarme er grøn energi, som er til rådighed, om vi udnytter den eller ej. Ved at bruge denne energi sparer fjernvarmeværkerne udgifter til brændsler og dermed også udledning af CO2, siger afdelingsleder hos Dansk Fjernvarme John Tang.

Faktisk sikrer de 40 eksisterende anlæg CO2-besparelser på, hvad der svarer til mere end 25.000 tons årligt. Typisk er det nemlig de naturgasfyrede kraftvarmeværker, som investerer i solvarmeanlæg. Dermed sparer værkerne udgifter til dyr naturgas.

- Vi kan se, at solvarmeanlæggene er så gode investeringer, at de værker, der allerede har et anlæg, udvider for at få mere kapacitet, fortæller John Tang.

11 nye anlæg i drift

Det seneste år er der sat 11 anlæg i drift, og det samlede solfangerareal er gået fra ca. 230.000 kvm til 312.000.

Inden for det næste år vokser dette yderligere til over 580.000 kvm, hvilket vil sige en vækst på mere end 85 procent. Intet tyder på, at dette stopper foreløbig.

- Faktisk tror jeg, at vi kommer til at se en vækst, så op mod 20 procent af fjernvarmen fra de decentrale kraftvarmeværker i 2020 vil komme fra solvarme. Det betyder rigtig mange flere anlæg, end vi har i dag, siger John Tang.

Og dette skyldes, at det er en rigtig god investering, som sikrer forbrugerne grøn, billig og effektiv fjernvarme uden nogen form for tilskudsordninger, og uden at den enkelte forbruger skal have store beløb op af lommen.

Sikre arbejdspladser

Det er danske virksomheder, som er førende indenfor storskala solvarme, og dermed er det også med til at sikre danske arbejdspladser. Både hos anlægsproducenterne, men også hos de entreprenørselskaber med videre, som står for selve byggeriet af anlæggene.

For øjeblikket arbejdes der på at optimere anlæggene med lagerkapacitet, så sommersol kan gemmes til vinterkulde. Dette arbejde har vist meget positive resultater, fortæller John Tang.

I løbet af få uger vil de to næste anlæg blive sat i drift i henholdsvis Toftlund på 11.000 kvm og på Sydlangeland og 12.500 kvm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109