23948sdkhjf

Verdenspremiere på volumenmodel

Kvalitetsmæssigt hæver Komatsu overliggeren med sin nye 26 tons gravemaskine, som er stærk på effektivitet, miljø og sikkerhed.
Komatsu stjal opmærksomheden på ScanMek 2012, som Scantruck A/S afviklede i Skive fredag og lørdag.

Konkret var der verdenspremiere på den nye hydrauliske gravemaskine PC240LC-10, som blev præsenteret for de besøgende. Trods kundernes begrænsede kendskab til den nye 26 tons bæltegraver, havde Scantruck allerede solgt syv styk af den nye model, inden ScanMek åbnede. PC240LC-10 er en del af en ny serie, som erstatter serien blandt andet med forgængeren PC240LC-8.

Økonomisk streg-10’er

Den nye "streg-10-serie", som serien af gravemaskiner kaldes, er baseret på miljø og maskinførerens sikkerhed. Brændstoføkonomien er i fokus.

Produktchef Anker B. Lemvig fra Scantruck fortalte, at gravemaskinen sammenlignet med forgængeren bruger cirka 10 procent mindre brændstof under normal kørsel, og cirka 30 procent mindre brændstof under tomgang. Derudover er maskinen udstyret med ny hydraulikteknologi, som sammen med den nye motor er grundlaget for mindre brændstofforbrug.

Ny stærk motor

Komatsu SAA6D107E-2 er en ny generation af motorer med partikelfilter, som lever op til emissionskravene, og som er EU Stage III B certificeret.

Alle større komponenter på den nye PC240LC-10 herunder maskinrum, hydrauliske pumper, motorer og ventiler er udelukkende designet og produceret af Komatsu.

- Komatsu har gjort meget ud af at bygge en robust og stabil gravemaskine. Flere af de vigtige dele, bandt andet bom, stik og undervogn er produceret med færre svejsninger, end vi ser på andre mærker. Tilsvarende er det med opsatsen til krøjekransen, som er drejet af ét stykke, påpegede Anker B. Lemvig. Et kig på bom og stik viser, at producenten også gør meget ud af at beskytte slanger og rør.

Fokus på førerkomfort

Førerkabinen er indrettet med nyt design til gavn for maskinførerens ergonomi og overblik. Maskinføreren undgår en masse rystelser, idet konsollen med det luftaffjedrede sæde nu er separat affjedret. Både støjniveau og vibrationsniveau i kabinen er meget lavt.

- En nyhed er, at maskinføreren på den nye monitorskærm kan læse alle informationer på dansk. Han kan blandt andet styre aircondition, overvåge maskinen og få tips til at køre mere brændstoføkonomisk. Ligesom bakkamera er standard, sagde Anker B. Lemvig.

Komtrax – satellit-overvågningssystemet – er forbedret med Niveau 4, der leverer nyttige informationer om blandt andet gravemaskinens drift og vedligeholdelse, som uden tvivl vil være med til at forbedre såvel effektivitet som produktivitet. Udvendigt er der monteret rækværk og skridsikre adgangsveje.

- PC240LC-10 er en topmoderne og brølstærk gravemaskine, som understreger Komatsu’s evne til at lave nogle af verdens bedste gravemaskiner, sagde Anker B. Lemvig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094