23948sdkhjf

Stor rift om puljemidler

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter melder om stor interesse for at forny nedslidte byområder
Kommunernes interesse for at forny nedslidte by- og boligområder er ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter overvældende.

Ministeriet har således modtaget ansøgninger for over 108 mio. kr. fra 19 kommuner, der ønsker at få andel i 2012-midlerne til områdefornyelse, og det glæder Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, at kommunerne viser så stor vilje til at investere i at forbedre nedslidte og problemramte byområder – både i landets større og mindre byer.

- Det store antal ansøgninger viser, at der lokalt er mange gode ideer til at styrke bymiljøer og sikre vækst, siger Carsten Hansen og henviser til, at der blandt ansøgerne er 13 mindre byer, otte større byer og to nyere boligområder.

50 mio. kr. til fordeling

Den kommunale interesse for at forny by- og boligområder er ifølge ministeren ganske overraskende i betragtning af, at flere kommuner giver udtryk for, at deres økonomi er presset. Kommunerne skal nemlig selv bidrage med det dobbelte beløb til det enkelte områdefornyelsesprojekt.

De foregående fem år – fra 2007 til 2011 – er der i gennemsnit årligt søgt om 91 mio. kr. i støtte. Men det er ikke alle de kommuner, der har søgt om støtte, som kommer gennem nåleøjet. Den årlige ramme til områdefornyelse er nemlig 50 mio. kr.

De mange ansøgninger bliver nu behandlet og udvalgt ud fra konkrete udvælgelseskriterier. Derefter har de udvalgte kommuner knap et år til at udarbejde et program for den konkrete gennemførelse af områdefornyelsen i samarbejde med de lokale aktører og borgere.

I april får de 19 kommuner besked om, hvorvidt de får andel i dette års midler til områdefornyelse.

Problemramte områder

Kommuner kan søge om støtte til at gennemføre områdefornyelse i problemfyldte byområder. Med problemfyldte byområder forstås:

Ÿ Nedslidte byområder i mindre byer under 10.000 indbyggere

Ÿ Nedslidte byområder i større byer

Ÿ Nyere boligområder med store sociale problemer

Ÿ Ældre erhvervs- og havneområder.

Af den samlede statslige udgiftsramme til byfornyelse på cirka 278 mio. kr. afsættes 50 mio. kr. årligt til gennemførelse af områdefornyelse. Der kan højst tildeles 10 mio. kr. i udgiftsramme til det enkelte områdefornyelsesprojekt. Udvælgelseskriterier for reservation af støtte til områdefornyelse sker på baggrund af kriterier, der udtrykker områdets behov for offentlig indsats.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189