23948sdkhjf

Esbjergs multiarena får Bygherreprisen

Visionen med ombygningen af stadionhal var en multiarena med gode betingelser for både breddeidræt og elitehåndbold. Nu får den Bygherreprisen
Esbjerg Kommune vinder Bygherreprisen 2013 med byens nye sportsarena Blue Water Dokken.

- Esbjerg Kommune har vist, hvordan man omsætter erfaringer og brugerønsker til ny virkelighed, lød det fra Palle Adamsen, formand for dommerkomitéen, da byggeriet onsdag blev kåret ved et arrangement i Bygherreforeningen.

Prisen er på 100.000 kroner og et diplom. Temaet for årets prisuddeling er “Det gode købmandskab".

Et overbevisende projekt

Palle Adamsen, der er direktør for Lejerbo, sagde ved overrækkelsen af prisen:

- Blue Water Dokken har vist, hvordan erfaringer fra en eksemplarisk og mangeårig bygherrevirksomhed, systematisk og struktureret bliver brugt til at skabe et overbevisende projekt, som uomtvisteligt lever op til de kriterier, vi har opstillet for bygherreprisen, sagde Palle Adamsen, som fremhævede det gode samarbejde mellem de fremtidige brugere og den institution, der står for driften.

Blue Water Dokken blev indviet i september sidste år, som afløser for den udtjente Stadionhal.

I planlægnings-, programmerings- og udbudsfasen er der indtænkt genanvendelse og anlægsøkonomi i forhold til multianvendelse og fremtidig drift, mener dommerne.

Optimale betingelser

Esbjerg Kommunes vision med ombygningen af den eksisterende stadionhal var, at skabe en multiarena med optimale betingelser for både breddeidrætten og elitehåndbolden.

Desuden skulle hallen kunne anvendes til større arrangementer, hvilket er lykkedes: Allerede nu har der været afholdt større idrætsbegivenheder og kulturelle events i hallen.

Johnny Søtrup (V), borgmester i Esbjerg Kommune, sagde ved modtagelsen:

- Med byggeriet Blue Water Dokken har Esbjerg Kommune fået meget for de 60 mio. kroner, som det kostede. Byggeriet ligger i det, som vi kalder Idræts Mekka, og det er det afsluttende byggeri. Jeg er meget beæret.

De øvrige nominerede var Lejerbo med udvikling af konceptet Energi-O boliger og Vejdirektoratet med udvikling og implementering af udbudsstrategier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078