Det handler om mere end penge

Vi har en drøm. 1963 var året, da Martin Luther King holdt sin berømte tale med ordene “I have a dream". Martin Luther Kings tale handlede om alvorlige ting som liv, død og lige rettigheder. I Arkitektforeningen har vi også en drøm. Den vender jeg tilbage til. Over de sidste fem årtier er der sket kvantespring i arkitekturens verden. Nye teknologier har ændret tilgangen til arkitekturen metodisk og formmæssigt. Digitale værktøjer til skitsering, projektering og konstruktioner har forandret formsproget og bygningers funktioner. Se bare 3XN’s Den Blå Planet og hvordan arkitekter som Zaha Hadid og BIG benytter avancerede strukturer i glasløsninger. I 1963 var der måske 200 forskellige byggematerialer. I dag er der langt over 20.000. Det præger arkitekturen og dens muligheder; fra intelligent beton til grønne vægge, hvor der kan gro salat til aftensmaden. Arne Jacobsen havde allerede i 1929 en ide om, hvilken vej vindene ville blæse med sin berømte tegning af det cirkelrunde Fremtidens Hus. Men virkeligheden overgår ofte fantasien. Vor tids møde mellem kunst, ingeniørkunst og teknologi skaber nemlig resultater, der overgår den vildeste fremtidsdrøm. I dag er det måske begrænsningens kunst, der er den største af dem alle. Og begrænsninger er arkitekterne også blevet mødt med de sidste fem årtier. På godt og ondt: Siden 70’erne har gradvist mere detailbestemmende bygningsreglementer og andre lovbestemmelser været med til at kodificere arkitekturen i Danmark. På den ene side har flere af disse lovbestemmelser været med til at bevare smukke kyststrækninger, sikret bygningsarv m.m. På den anden side har de også medført overregulering – hæmmende for vækst og udvikling af for eksempel yderområder. Ligeledes har energikrisen, der også startede i 70’erne haft indvirkning på arkitekturen. Den bød på forbud mod kuldebroer, fra 10 cm til 30-40 cm Rockwool i facader og minimering af vinduer. I dag er krisen desværre kulmineret i et mere overordnet klima-, og miljømæssigt vilkår. Et vilkår, vi i Arkitektforeningen ser som en udfordring til at udvikle arkitekturen, for tænkes kravene ind allerede i skitseringsfasen, ja så er der tale om muligheder snarere end begrænsninger. Se bare på Velux ’ Sunlighthouse, der producerer mere energi, end det forbruger. Og med det, vil jeg vende tilbage til drømmen. Den drøm Arkitektforeningen siden 1879 har arbejdet for at realisere, er selvfølgelig langt fra så fundamental i sin natur som Luther Kings. Alligevel har den - sikringen af arkitekturens vilkår - afgørende betydning, fordi det handler om rammerne for det gode liv. Rammerne for vores daglige job, for vores børn. Rammer der redder menneskeliv på hospitalerne og får infrastrukturen til at glide. Og det er arkitekterne, der, sammen med andre faggrupper naturligvis, skal designe disse rammer. Derfor er drømmen om de bedste vilkår for arkitekterne også afgørende at forfølge. Bedre vilkår handler ikke kun om flere penge og flere opgaver. Det handler om en grundlæggende anderkendelse af arkitektens greb og afgørende betydning for en opgave. Det handler om den værdi, der tilføres et projekt eller en bygning, når den arkitektfaglige metode, beroende på et helhedsorienteret perspektiv, der favner både kunsten, teknologien og brugerne – dig og mig – anvendes i praksis. Og med fare for at lyde som en, der føler sig snydt, er det min påstand, at den anderkendelse ikke altid er til stede i byggeriet – eller i samfundet for den sags skyld. Sagt banalt, lever karikaturen af den besværlige arkitekt i sort rullekrave og fordømmende smagsdommerøjne indrammet af designerbriller i bedste velgående. En karikatur, der er blevet symbolet på det obstruerende element i byggeprocessen. Sagt på et overordnet niveau, er der i dag en tendens til at "alle" fra ingeniøren og bygherren, for eksempel i store totalentrepriser, til den civile borger, kan agere arkitekter. Det kan de selvfølgelig ikke … Det svarer lidt til, at vi kan diagnosticere os selv uden hjælp fra en læge. Risiko for fejldiagnose er stor, og selvom arkitektur ikke er et spørgsmål om liv eller død, er vores fysiske rammer afgørende for trivsel – for den enkelte og for vores samfund. Med de ord vil jeg slutte og på vegne af Arkitektforeningen ønske tillykke til ArkByg.