23948sdkhjf

Pihl skal opføre Bryghusprojektet

Pihl er valgt som hovedentreprenør på det store projekt i København ud fra mest fordelagtige tilbud
Efter første spadestik er Bryghusprojektet i København nu for alvor klar til at sætte spaden i jorden, og valget er faldet på Pihl & Søn som hovedentreprenør på den store opgave at realisere Bryghusprojektet, der skal stå færdigt i 2017.

Bryghusprojektet ligger på Christians Brygge og er den sidste ledige grund i Københavns inderhavn. Visionen med projektet er at skabe nye bymæssige sammenhænge, nye byrum og en bygning, der bliver en magnet for både københavnere, turister og fagfolk, og ifølge Realdania kræver et ekstraordinært sted i byen en erfaren entreprenør

- For os er det vigtigt at bygge et sted, som mange mennesker kan få glæde af i fremtiden. Byggegrunden er en vigtig brik i København og bidrager til, at havnen også på denne side åbnes og indtages af mennesker, der søger et attraktivt opholdssted tæt på vandet. Vi ønsker at styrke sammenhængen mellem by og havn. Selve huset skal være et dynamisk kraftcenter for byudvikling og byggeri. Det er et ekstraordinært sted, vi ønsker at realisere, og det kræver en erfaren entreprenør. Derfor er vi glade for, at vi har valgt Pihl, siger Flemming Borreskov, der er adm. direktør i Realdania, som finansierer byggeriet.

Tidlig involvering

På Bryghusprojektet er der i udbudsstrategien arbejdet med en tidlig entreprenørinvolvering med henblik på at kunne drage fordel af entreprenørens erfaringer og foretrukne metodevalg i projektets planlægning og udførelse.

Pihl er valgt som hovedentreprenør, fordi deres tilbud samlet set er fundet økonomisk mest fordelagtigt.

Tildelingskriterierne "pris" og "kvalitet" er i den forbindelse begge vægtet med 50 procent.

- Vi har prækvalificeret fire virksomheder, og vi har modtaget tilbud fra tre. Tilbuddene er blevet evalueret på både pris og kvalitet, siger Peter Cederfeld, der er adm. direktør i Realdania Byg, der officielt er bygherre på projektet, og fortsætter:

- Vi har vurderet, at Pihl i deres bearbejdning og tilbudsafgivning på overbevisende måde demonstrerer, at de mestrer at kombinere virksomhedens brede anlægs- og vandbygningserfaring med ekspertisen i opførelse af markante byggerier i blandt andet Københavns Havn, eksempelvis Operaen, Skuespilhuset og FN Byen.

Udfordrende opgave

Pihl er ikke overraskende glade for den ny opgave og mener den er udfordrende.

- Vi er meget glade for den nye opgave og ser frem til at være med til at realisere Realdanias og Realdania Bygs visionære projekt i samarbejde med dem og deres rådgivere. Bryghusprojektet er grundet sin arkitektur og beliggenhed en udfordrende opgave, hvor vi vil trække på vores erfaringer fra andre store byggerier, siger underdirektør Hans Anker Nielsen fra Pihl & Søn.

Det videre arbejde

De opgaver, der ligger i hovedentreprisen, er i første omgang at sætte byggegrubearbejderne og tilrettelæggelsen af den fælles byggeplads i gang. Råhusarbejderne skal undergå et optimerings- og detailplanlægningsforløb.

I samarbejde med bygherre og totalrådgiver skal entreprenøren endeligt fastlægge entreprenørvalg for teknikfagene, indvendige kompletteringsarbejder og udvendige arbejder.

Bryghusprojektet forventes klar til ibrugtagning primo 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11