23948sdkhjf

DF kræver et stop nu

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, mener, at den nuværende regering er for eftergivende i forhold til EU
Dansk Folkeparti kræver yderligere skærpelse af indsatsen mod østeuropæisk arbejdskraft på det danske arbejdsmarked.

Partiets formand Kristian Thulesen Dahl slår over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fast, at det for Dansk Folkeparti er afgørende, at østeuropæere, der tager job i Danmark, "løndumping eller ej", trækker på de danske velfærdsydelser:

- Det undergraver den danske velfærdsmodel og gør os til et mindre rigt samfund, der har råd til de borgernære ydelser. EU-reglerne betyder, at arbejdskraften har fri bevægelighed. Men det betyder også, at arbejder en EU-borger bare én time om dagen, har de ret til at få sendt de danske velfærdsydelser til deres hjemland. Det er rablende vanvittigt. Det skaber velfærdsturisme, men skal vi fastholde den danske model, må vi sammen med andre EU-lande, som har det samme problem arbejde for at holde fast i vores egen model, siger Kristian Thulesen Dahl.

Følg England

Han opfordrer derfor til at genindføre principperne om en optjeningspligt, således at for at få del i de danske velfærdsydelser også skal gælde for eksempelvis østeuropæiske byggearbejdere.

- Tyskland, Holland, Østrig og England har stillet sig i spidsen for, at der indføres muligheder for, at de enkelte lande bedre kan håndhæve reglerne mod den svindel, som finder sted. I dag er det eksempelvis sådan, at opdager vi én EU-borger, der svindler med de danske velfærdsydelser, kan vi ganske vist sende ham ud af landet, men dagen efter kan han stå her igen under påberåbelse af arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er uholdbart, fortsætter Kristian Thulesen Dahl,

Han vil derfor have EU til i langt højere grad også at rette blikket mod løndumping.

Retter straks ind

Kristian Thulesen Dahl anklager regeringen for ikke at forsøge at sætte en stopper for velfærdsturismen, fordi den "straks retter ind" og bøjer sig for de afgørelser, der er truffet ved EU-domstolen.

- Det kan hænge sammen med, at regeringspartierne jo var modstandere, da vi sammen med den tidligere regering indførte optjeningsprincippet, der blandt andet betød, at man først kan modtage børnefamilieydelse efter to år. Det er uforståeligt, at regeringen ikke tager kampen op. Dansk Folkeparti vil gerne afsøge mulighederne for at bevare den danske model og samtidig blive i EU. Når euro-landene får brug for traktatændringer for at støtte deres skrantende valuta, og Storbritannien kræver mulighed for at være med i et mere fleksibelt EU med større selvbestemmelse, bør vi knytte os til David Camerons projekt. Så kan vi føre en kamp for at bevare den danske model, slutter Kristian Thulesen Dahl.

Vent og se

Venstres arbejdsmarkedspolitiske ordfører Hans Andersen opfordrer til at afvente resultaterne af de seneste straminger af eksempelvis RUT-registret, før man eventuelt foretager sig yderligere mod social dumping.

Men han vil ikke tage stilling til, om en kommende borgerlig regering skal genindføre optjeningsprincippet.

- Vi medvirker gerne til at stramme mod social dumping, men vi advarer mod yderligere anvendelse af arbejdsklausuler ved offentlige byggerier. Problemet er ikke nødvendigvis, at østeuropæere kommer til Danmark med deres arbejdskraft. Problemet er snarere, at ledige i Danmark ikke søger de pågældende job. Man skal være varsom med gennem klausuler at begrænse konkurrencen. Det handler om at få den offentlige sektor til at gå længere på literen, og det er konkurrencebegrænsende at pålægge flere regler og klausuler, siger Hans Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083