23948sdkhjf

Praktikaftaler helt i bund

Byggeriets virksomheder indgår færre aftaler om lærepladsen nu, end da krisen var værst
Praktikpladssituationen er fortsat fortvivlende for mange unge, der vil have en af byggeriets erhvervsuddannelser.

I første halvår er der samlet set indgået færre uddannelsesaftaler mellem lærlinge og virksomheder end på noget tidspunkt under krisen. I årets første seks måneder er der indgået 2.472 uddannelsesaftaler inden for bygge- og anlægsindgangen plus elektrikeruddannelsen. Til sammenligning var det tilsvarende tal i første halvår 2009, da krisen ramte virksomheder og lærlinge som et hammerslag, på 2.533 aftaler.

I forhold til første halvår 2012 er der tale om en nedgang på knap 17 procent. Til gengæld har mange lærlinge valgt at fortsætte deres uddannelse i skolepraktik. I alt 1.663 byggelærlinge er i skolepraktik. Det er en fremgang på mere end en fjerdedel i forhold til samme måned sidste år, viser de aktuelle tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Håber på vending

- Det er da stærkt bekymrende, at der fortsat indgås så få aftaler, ikke mindst i lyset af, at vi nu har set et fald i ledigheden og fremgang i byggebeskæftigelsen, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri, der mener, at halveringen af praktikpladspræmien spiller en rolle.

- Jeg har imidlertid en tro på og håb om, at vi får pænere tal, når vi får augusttallene. For det første ansætter en klog mester ikke en ekstra lærling lige op til en sommerferie, og for det andet så er det ikke en lærling, der er den første man ansætter, når der kommer flere ordrer på bogen, siger hun.

Louise Pihl mener ikke, at der er basis for “panik-løsninger" nu og her.

- Men vender tendensen ikke senest med august-tallene, må vi råbe vagt i gevær, siger hun og glæder sig over, at flere vælger skolepraktik og at de nye praktikcentre ser dagens lys 1. september.

Appel til arbejdsgivere

Uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F Steen Boesen tøver ikke med at kalde tallene for en katastrofe.

- Der er spirende optimisme i branchen, og mange projekter er allerede i gang, så nu må arbejdsgiverne tage sig sammen. Det er arbejdsgiverne, der har nøglen til løsning af problemet, og det er arbejdsgiverne, der vil råbe op om mangel på faglært arbejdskraft om få år, hvis vi ikke får uddannet til fremtiden, siger Steen Boesen.

Han har også en appel til politikerne.

- For det første var det en fejl at fjerne praktikpræmien. Der er sund fornuft i at belønne de arbejdsgivere, der tager lærlinge og straffe dem, der ikke gør. Samtidig er det pine død nødvendigt med sociale klausuler, så der kommer lærlinge ved alle offentlige byggeprojekter. Man kommer ikke uden om det, hvis vi skal have løst problemet, siger Steen Boesen, der også glæder sig over, at flere unge nu vælger skolepreaktik.

Nedgang over hele linjen

Nedgangen i antallet af uddannelsesaftaler i forhold til sidste år gælder alle byggefagsuddannelser. Største nedgang i antal gælder tømreruddannelsen med et minus på 173 aftaler, mens struktøruddannelsen har den største procentvise tilbagegang på 27 procent.

Antallet af praktikpladssøgende uden for skolepraktik er på 927 personer.

Det lykkedes ikke torsdag eftermiddag for Licitationen at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) til udviklingen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078