MTH klar med ny topchef
NCC Construction Danmarks adm. direktør, Torben Biilmann, tiltræder i MT Højgaard den 1. november 2012
Torben Biilmann afløser Kristian May, der blev fyret i marts, og han tiltræder som adm. koncerndirektør den 1. november 2012.
MT Højgaards bestyrelsesformand, Helge Israelsen, glæder sig naturligt over, at Torben Biilmann har sagt ja til opgaven, og Torben Biilmanns brancheindsigt skal sikre den fortsatte udvikling af MT Højgaard.
- Det er klart for alle, at vi står med nogle udfordringer for øjeblikket, det viser vores resultater. Vi har derfor igangsat flere initiativer for at få MT Højgaard restruktureret, så virksomheden igen bliver lønsom, herunder en stramning af vores geografiske fokus og af risikomodellen for udvælgelse af nye opgaver. Bestyrelsen lægger derfor vægt på, at Torben Biilmann fortsætter MT Højgaards indsats for at skabe en sund forretning. Et arbejde som han har haft stor erfaring med i NCC. Han har nogle grundfæstede erfaringer og har vist gode resultater, og det er vi overbeviste om, at han også kan i MT Højgaard. Samtidig kan jeg godt lide ham som person, siger Helge Israelsen.
Dårlige resultater
Bestyrelsesformanden lægger ikke skjul på, at entreprenørkæmpen ikke har performet godt de senere år.
Senest med et regnskab for 2011 med et underskud før skat på 335 mio. kr. baseret på en omsætning på 9,3 mia. kr. mod et overskud i 2010 på 100 mio. kr. Regnskabet førte til, at Kristian May blev fyret.
Og i sidste uge fremlagde MT Højgaard et driftsunderskud på 152 mio. kr. for årets første kvartal.
Derfor venter der også Torben Biilmann store udfordringer.
- Vi har været dårlige til at lave kontrakter og til at udføre dem. Det er derfor ikke tilfredsstillende, at MT Højgaard har klaret sig så dårligt på en række felter, hvor vi som stort entreprenørselskab skal være gode. Men der har været svagheder i organisationen og det er vores eget ansvar, pointerer Helge Israelsen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
28 år i NCC
Den 55-årige Torben Biilmann kommer til MT Højgaard efter 28 år i NCC-koncernen - heraf de seneste seks år som adm. direktør for NCC Construction Danmark.
- Torben har på prisværdig vis vendt NCCs danske byggeforretning, som i de seneste år har vist et meget godt resultat. Han har også opbygget en stærk organisation, der er klar til fremtiden, og jeg har fuld forståelse for, at han vil prøve nye udfordringer, udtaler NCCs koncernchef, Peter Wågström, i en pressemeddelelse.
Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra Torben Biilmann. Men i en pressemeddelelse fra MT Højgaard udtaler han:
- MT Højgaard er en stor og spændende virksomhed, der indtager en central position i branchen. Virksomheden er inde i en rivende udvikling og har et stort potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at realisere. Samtidig er jeg meget tiltrukket af den opgave, der ligger i, at MT Højgaard er en virksomhed, som mange har store forventninger til.
Bestyrelsesmedlem Jørgen Nicolajsen blev allerede i marts konstitueret som adm. koncerndirektør for MT Højgaard og fortsætter som sådan, indtil Torben Biilmann tiltræder den 1. november 2012.