Planloven mangler en deadline
Kommuner kan udnytte Planloven ved at lægge landzonejord om til byzonejord, og så i øvrigt ikke foretage sig andet
Torben Drisgaard fra Ringsted rettet henvendelse til den fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) for at gøre opmærksom på, at Planloven mangler en deadline-konsekvens for landbrugsjord i byzone.
Familieejet gård
- Vi har en familieejet gård i Greve Kommune, der har været drevet i flere generationer og med et areal på 190.360 kvadratmeter. Jorden har af kommunen været udlagt som byzone siden 1973 - i 40 år, og det betyder i praksis, at selv om jorden i hele denne periode har været drevet som landbrugsejendom, skal der betales ejendomsskatter efter byzone-tarif. Vi skal derfor i 2013 betale cirka 136.000 kroner, hvor vi, hvis det var landbrugsjord, kun skulle betale cirka 10.000 kroner. Det er over 13 gange ekstra for byzonestatus, penge som vi intet får for, fortæller Torben Drisgaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Kostet formue
40 år i byzone har altså alt i alt kostet en formue i ekstra ejendomsskatter.
- Det drejer sig om flere millioner kroner mere i forhold til nabolandbrugs-ejendomme i landzone. De ekstremt forhøjede ejendomsskatter har den konsekvens, at vi hvert år har et meget stort økonomisk underskud på ejendommen. I Planloven er der ikke beskrevet nogen tidshorisont for, hvor længe en kommune kan tvinge en ejendom til at forblive i byzone, uden at det får nogen som helst konsekvens for kommunen. Når en ejendom har fået trukket byzonestatus ned over hovedet, disponerer kommunen frit over den ved eksempelvis at udfærdige en lokalplan, uden i øvrigt at foretage sig yderligere. Kommunen låser ejendomsindehaveren totalt fast, siger Torben Drisgaard videre.
Yderlige nøk opad
I familiens tilfælde blev der i 2005 udfærdiget en lokalplan, uden at Greve Kommune har foretaget sig yderligere siden da.
- Den eneste konsekvens heraf har været, at vores ejendomsskatter fik yderligere et nøk opad. Vores anmodning om, at kommunen skal overtage vores ejendom er ikke blevet imødekommet. Som private borgere bliver vi i den grad ladt i stikken med horrible ejendomsskatter, mens kommunen kan læne sig tilbage og indkassere ejendomsskatterne i umindelige tider frem uden at foretage sig noget som helst. Det har låst os fast i en tidsubegrænset, økonomisk, katastrofal situation, som Planloven i dens nuværende form ikke tager højde for, påpeger Torben Drisgaard, som efterlyser en åremålsbeskrivelse i Planloven for, hvor lang tid et jordstykke kan ligge i byzone, uden at det får konsekvenser for kommunen om overtagelse.
Landskabsmodning
Ifølge lokalplanen skal Torben Drisgaard og hans familie betale omkring 20 mio. kroner til landskabsmodning af området, hvilket reelt har gjort jorden usælgelig:
- Vi har haft kontakt til seriøse interesserede købere, men når de ser, hvad det vil koste at landskabsmodne jorden, mister de totalt interessen. Kommunen har låst os fast i et økonomisk jerngreb, og vi har på ingen måde mulighed for at afhænde ejendommen til en rimelig pris, siger Torben Drisgaard.
Fra Miljøministeriet har Torben Drisgaard blot fået at vide, at ministeren" har forståelse" for den vanskelige situation. Samtidig understreges det, at "der ikke er overvejelser om ændring af planloven":
- Du må henvende dig til kommunen, der også efter reglerne i planlovens § 33 har kompetencen til at beslutte at ophæve eksisterende lokalplaner, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det kan afslutningsvist forsigtigt bemærkes, at hvis man er havnet i en situation som jeres, er der også den mulighed at realisere grunden og derved slippe for fremtidige afgifter, skriver Miljøministeriet.
Umulighed
Torben Drisgaard kalder afhændelse af jorden en umulighed med henvisning til kravet om landskabsmodning og slår fast, at Greves politikere ikke har tænkt sig at ændre hverken lokalplan eller byzone:
- Vi borgere er på den måde i en helt umulig situation og helt magtesløse. Planloven er formuleret til at behage offentlige myndigheder - og ikke på nogen måde til at beskytte os borgere. Vi er virkelig ladt i stikken og i en helt umulig økonomisk klemme uden mulighed for at komme ud af offentlige myndigheders vedtagelser 40 til 50 år tilbage, slutter Torben Drisgaard, der i dag ejer jorden sammen med sine søskende.
