Parcelhusejerne mener, at politikere fedter det offentliges eget kloakefterslæb af på dem med den nye ændring af planloven, der fra 1. juli giver kommunerne ret til at kræve særlige klimakrav opfyldt i forbindelse med nybyggeri og anlæggelse af nye lokalområder.
Afviser regnvand
Det betyder blandt andet, at det offentlige spildevandsanlæg kan afvise at modtage regnvand fra matriklen, hvilket kan medføre, at der skal være installeret faskiner i jorden og græs på taget i nye huse.
- Vi kan godt se, at man er nødt til at gøre noget, så man kan møde klimaudfordringerne. Men at stille en række nye fordyrende krav til kommende husejere er ikke rimeligt. Og at stille krav om græs på taget og lignende løser alligevel ikke skybrudsproblemer. Der er stadig hårdt brug for offentlige investeringer i bedre offentlige spildevandsløsninger. Men med den nye lovændring virker det til, at kommunerne forsøger at placere hele ansvaret hos husejerne, siger formand for Parcelhusejernes Landsforening Allan Malskær til Licitationen.
Han peger samtidig på, at hvis de enkelte kommuner benytter den nye planlovsændring til at stille krav til nye boligområder opført på privatejet grund, så skal de krav som minimum også gælde for de kommunale grunde.
- Det er stærkt konkurrenceforvridende, hvis private ender med meget dyrere projekter grundet lokalplaner med klimakrav end kommunen. Derfor skal en kommune, hvis de kræver noget af private grundejere også sørge for, at de gælder for de offentlige grunde, siger Allan Malskær.
Forstår ikke kritik
Formanden for teknik- og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening (KL) og borgmester i Kalundborg, Martin Damm (V), forstår ikke Allan Malskærs kritik.
- Det undrer mig, at vi bliver kritiseret af husejerne, da de nye muligheder i lokalplanen jo netop skal komme dem til gavn, så de undgår de voldsomme konsekvenser af oversvømmelser. Vi er nødt til at gøre noget ved klimaproblemerne på mange fronter, og de nye muligheder i lokalplanerne er bare et initiativ, siger Martin Damm
Han afviser også, at alle kommunalt ejede grunde ved alle udstykninger skal leve op til de samme krav, som kommuner kræver på visse private grunde.
- Det kan man jo ikke bare generelt sige. At gennemføre en klimasikring i forbindelse med lokalplaner handler jo om, hvor grundene ligger og ikke om hvem, der er ejer grundene. Hvis de ligger på en høj bakke vil der gælde andre krav, end hvis de ligger i et hul. Men der skal selvfølgelig gælde samme krav til kommunens grunde som til alle andre, hvis de ligger i samme område, siger Martin Damm.