Dansk konkurrenceevne er svag
De økonomiske vismænd beskriver Danmarks konkurrenceposition som historisk svag
I rapporten hedder det blandt andet, at Danmark befinder sig i en historisk svækket konkurrenceposition.
- Gennemgangen af økonomien viser, at vi har brug for en mærkbar forbedring af konkurrenceevnen her og nu. Der er flere årsager til, at vi står i en så ringe konkurrencesituation, men det ændrer ikke på, at vi ikke kan få den vækst i beskæftigelsen, vi har brug for, hvis ikke vi kan gøre dansk produktion billigere i forhold til de lande, vi konkurrerer med, siger adm. direktør Jørn Neergaard Larsen fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Fra Dansk Byggeri lyder der en opfordring til investeringer, der skal gå hånd i hånd med nødvendige reformer.
Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen mener blandt andet, at det kommunale kapitalindskud til almene boliger skal sættes ned.
- Vi må imødese et stort fald i de offentlige investeringer i 2013. Renoveringer af de almene boliger og de private investeringer, som er afledt af aftalen om den danske energipolitik, kan endnu en stund afbøde faldet, men til gengæld vil nybyggeriet i den almene sektor næste år sætte bundrekord og forstærke nedgangen i aktiviteten i 2013. Der vil derfor være god grund til endnu engang at nedsætte kommunernes kapitalindskud i forbindelse med nybyggeri af almene boliger fra 14 procent til syv procent, siger Lars Storr-Hansen og fortsætter:
- Lad os nu smede, mens jernet er varmt og udnytte den krisebevidsthed, der i øjeblikket er hos danskerne til at foretage yderligere reformer end dem, der allerede er i støbeskeen. På den måde foregriber man allerede nu den uheldige økonomiske udvikling, som lurer i fremtiden.