23948sdkhjf

300 kubikmeter beton og et hul i jorden

Forsyningsselskab kan markere, at en milepæl er nået i udvidelse af pumpestation i København
Hvidovre Kommune skal have et renere vandmiljø. Det indebærer blandt andet en udvidelse af den lokale Åmarken Pumpestation og torsdag i sidste uge kunne håndværkere, forsyningsselskabet Hofor, der er bygherre, og rådgivere fejre, at en af de store milepæle i forbindelse med udvidelsen af pumpestationen er nået.

Bunden af det nye store bassin er blevet støbt og det blev fejret med pølsevogn og taler.

Øge kapacitet

Præcis en uge tidligere blev arbejdet sat i gang. Allerede fra morgenstunden var der livlig aktivitet rundt om byggepladsen ved Åmarken Station, hvor betonsjakket fra NCC Construction stod klar til at støbe bunden af det nye bassin, der skal øge pumpestationens kapacitet.

Arbejdet foregår flere meter under grundvandets normale højde, og derfor er det en byggeplads, hvor det både er nødvendigt at arbejde med midlertidig grundvandssænkning og bruge jordankre. Det skal sikre, at det store bassin holdes nede, når vandstanden igen øges til det normale niveau.

På jorden, 11 meter over håndværkerne, blev lastbilerne med betonkanonerne på skift vinket hen til de to betonpumper, som blev tømt i samme takt, som lastbilerne ankom.

Det så umiddelbart legende let ud, men som arbejdsleder Lars Kantsø fortæller:

- Det kræver meget planlægning at få det til at køre på skinner. Især tid er afgørende, når betonen skal støbes. Det er nemlig vigtigt at støbe, mens betonen stadig er til at arbejde med. Det er derfor afgørende, at betonkanonerne kommer i en lind strøm, så processen kan holdes i gang fra start til slut.

Støbning tog syv timer

På bunden af det dybe bassin, som i fremtiden skal rumme spildevand fra kloakledningen under Sydkærsvej og være med til at sikre lokalområdet mod skybrud, har et erfarent team stået for støbningen. Den tog omkring syv timer.

Det er hårdt arbejde, og det er koldt i december. På dagen, hvor arbejdet blev afsluttet, blev det fejret med gullasch, og i torsdags blev det så fejret mere officielt med pølsevogn og taler.

Udvidelsen af Åmarken Pumpestation er en del af et større projekt i Hvidovre Kommune. Her er målet blandt andet at skabe et renere vandmiljø i Damhusåen og ved Kalveboderne og skybrudssikre husene langs blandt andet Sydkærsvej.

NCC Construction Danmark A/S står bl.a. for at støbe det nye bassin og opføre et nyt pumpehus. Det nuværende pumpehus er i drift i byggeperioden.

Projektet ventes færdigt i efteråret 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115