Fredag den 11. maj tog Sønderborg Kommune afsked med sine europæiske gæster efter tre intense og begivenhedsrige dage, hvor gruppen så på grøn fjernvarme og visionær energiforsyning, som led i at udarbejde en vejledning om energieffektiv renovering af almennyttigt boligbyggeri. Der er tale om et EU-projekt under URBACT-programmet, der er et europæisk udviklings- og læringsnetværk til fremme af bæredygtig udvikling. Programmet hedder CASH og står for "Cities Action for Sustainable Housing" og handler om bæredygtige energirenoveringer. Gæsterne var blandt andet borgmesteren fra byen Tatabanya i Ungarn, Tatabanya står overfor at omlægge energiforsyningen til mere miljøvenlig energi, og Sønderborgs store erfaring indenfor grøn fjernvarme gav både inspiration og læring.