Affaldspolitik er lige til skraldespanden

De kommunale myndigheders forvaltning af regelsættene fra Miljøstyrelsen om håndtering af erhvervsaffald på de lokale genbrugs- og miljøstationer er under al kritik.

Nogle steder er praksis så lemfældig, at man er begyndt at bruge almindeligt øjemål til at bedømme, hvor meget erhvervskunder skal betale i afgift, mens man andre steder affotograferer nummerplader på erhvervskøretøjer for efterfølgende at kunne sende opkrævninger til de kunder, der er samvittighedsfulde nok til at køre affaldet til bortskaffelse eller genbrug i stedet for blot at dumpe det i vejkanten.

Udenlandsk registrerede køretøjer på miljøstationerne har myndighederne til gengæld ingen muligheder for at præsentere for et efterkrav.

Usikkerheden om fortolkningen af Miljøstyrelsens regelsæt rækker helt ind i en række store fælleskommunale affaldshåndteringsselskaber, som ellers er yderst professionelle, blandt andet når det drejer sig om håndtering af problemaffald som for eksempel PCB-, asbest- og blybehæftet materiale, og det må være et "wake-up-call" til de miljøpolitisk ansvarlige politikere på Christiansborg.

På Borgen er man imidlertid påfaldende passive. Det gælder også, når det drejer sig om de store overordnede beslutninger om henholdsvis forbrændings- og genanvendelsesgraden af de forskellige typer affald, der produceres i det moderne samfund; ikke mindst i landets større bykoncentrationer, hvor der naturligt nok produceres mest affald.

I landets hovedstad, hvor Amagerforbrændingen tager sig af broderparten af affaldet, blokerer et flertal af Københavns Kommunes repræsentanter i bestyrelsen for en beslutning om milliard-investeringen i det nye værk Amager Bakke, mens de øvrige ejerkommuner bakker op om udbygningsplanen. Det kan i modsætning til Miljøstyrelsens diffuse regelsæt for affaldshåndteringen kun opfattes som grundlæggende politisk uenighed om, hvilken retning den fremtidige affaldspolitik skal følge: Skal forbrændingseffektiviteten øges eller er sortering og genanvendelse vejen frem? Det er i sidste ende et landspolitisk spørgsmål, som råber på et svar.

I mellemtiden er blandt andre landets byggevirksomheder taget som gidsler i et fordækt spil. Konsekvensen risikerer at blive napolitanske tilstande, hvor erhvervsaffald hober sig op på steder, hvor det absolut ikke hører hjemme.