Små virksomheder har større risiko for ulykker
I en ny stor undersøgelse af virksomhedernes arbejdsmiljøindsats svarer knap hver fjerde mindre virksomhed, at de ikke har gennemført en arbejdspladsvurdering inden for de seneste tre år
- Og det er en nødvendig indsats, der skal styrkes, for dels er risikoen for ulykker større i de små virksomheder, dels kan det være ødelæggende for forretningen hos en murermester med måske fem ansatte, hvis én af hans ansatte bliver ramt af en ulykke og et længere fraværsforløb.
Det siger Peter Hasle, professor ved Center for Industriel Produktion ved Aalborg Universitet, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Knap hver fjerde virksomhed med under 10 ansatte siger, at de ikke har gennemført en arbejdspladsvurdering (APV) inden for de seneste tre år. For virksomheder med 10-34 ansatte er det lidt under hver tiende.
Det viser undersøgelsen "Virksomhedernes arbejdsmiljindsats 2012" fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der offentliggøres om kort tid, og som refereres i Magasinet Arbejdsmiljø.
Forebygger for sent
Undersøgelsen er baseret på svar fra mere end 3.600 danske virksomheder fordelt på 36 brancher.
Og det er et problem, når virksomhederne ikke får lavet en APV, vurderer Peter Hasle:
- Er der ikke en APV, kan det betyde, at man først gør noget ved arbejdsmiljøet, når problemet er opstået. For eksempel hvis nogen bliver ramt af en ulykke eller klager over ondt i ryggen. Det kan betyde, at der sker ulykker, som ellers kunne være forebygget, siger Peter Hasle, og uddyber over for Licitationen:
- Nogle frygter, at det bliver for bureaukratisk for de små virksomheder, men så længe der er væsentlig større riskio for ulykker i de små firmaer, må Arbejdstilsynet udføre sit job. Og så må parterne både på arbejdsgiver- og arbejdstagersiden komme på banen, mener han.
Bredt samarbejde
Derfor understreger professoren det gode signal, der ligger i for eksempel Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus) der gennem besøg på byggepladser og i byggevirksomheder forbedrer den forebyggende arbejdsmiljøindsats.
Bam-bussen er - hvad også Peter Hasle bifalder - hverken kontrolmyndighed eller en kommerciel arbejdsmiljørådgiver, men de tilsluttede organisationers egen formidlingsvirksomhed om arbejdsmiljø.
For uden et bredt samarbejde mellem både arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger vil projektet ikke for alvor blive taget alvorligt.
Peter Hasle mener, at der er flere årsager til, at de mindre firmaer ikke altid får gennemført APVer, selvom loven siger, at det skal gøres minimum hvert tredje år.
- Små virksomheder har begrænsede ledelsesmæssige ressourcer til rådighed. De har typisk en ejerleder, der skal stå for alle virksomhedens aktiviteter: planlægge arbejdet, gennemføre salg, udskrive regninger og administrere personaleledelsen. Der bliver arbejdsmiljø et lille hjørne blandt en helt masse andre, forklarer han.
- På mange måder kan man opleve et bedre psykisk arbejdsmiljø i de små firmaer, da folk er tættere på hinanden og man taler mere sammen. Men det fysiske arbejdsmiljø skal forbedres, vurderer Peter Hasle. Han fortsætter:
- I de små virksomheder tager man tingene, som de kommer. og det er først, når der sker noget, at chefen begynder at reagerer - og så er det for sent. Derfor kan man fremhæve et projekt som Bambus, der er perspektivrigt i denne sammenhæng, fordi det her er branchefolk, der kender betingelserne, og som giver råd, uden at være viklet ind i myndighedsopgaver. Der vil være god gavn i at udbygge denne form for service, siger Peter Hasle.
Ingen stresspolitik
Undersøgelsen viser samtidig, at de små virksomheder også er dem, der sjældnest gennemfører de forskellige dele af den årlige arbejdsmiljødrøftelse. To tredjedele af virksomhederne med under 10 ansatte, har ikke vurderet, om målene for den seneste arbejdsmiljødrøftelse er blevet opfyldt. For virksomheder med over 35 ansatte er det godt en tredjedel.
Også når det gælder tiltag mod vold, mobning, konflikter og skænderier rapporterer virksomheder med under 10 ansatte om den laveste arbejdsmiljøindsats. Størstedelen af de små virksomheder svarer, at de ikke har en stresspolitik, mens over halvdelen af de store virksomheder giver udtryk for, at de har en stresspolitik eller retningslinjer for håndteringen af stress, viser undersøgelsen.
De små virksomheder, hvor der er kortere vej fra medarbejder til beslutningstager er, ifølge undersøgelsen, bedst til at involvere deres medarbejdere.