Ventilation i muren sparer plads og energi
Iværksættervirksomhed har udviklet ny ventilationsløsning, der monteres direkte i muren
- Kravene til bygningers energiforbrug strammes markant i disse år, ligesom priserne på el og varme er stigende. Af samme årsag energirenoverer vi som aldrig før. Når vi tætner vores klimaskærme, skaber vi samtidig et behov for ventilation, fortæller Morten Lundehøj, der er direktør i InVentilate.
Etablering af ventilation er ofte problematisk i ældre bygninger med lave lofthøjder, hvor det typisk ikke kan betale sig at installere traditionelle ventilationssystemer, eftersom lofthøjden er for lav.
Her kan mikroventilation gøre en stor forskel ikke bare for indeklimaet, men også for pengepungen.
- Mikroventilation monteres direkte i muren eller taget og koster cirka 55 procent af, hvad det koster at etablere for eksempel central ventilation, siger Morten Lundehøj og fortsætter:
- På driftssiden kan bygherren spare op til 85 procent i sammenligning med central ventilation. Besparelsen skyldes, at luften ikke skal transporteres ret langt, og dermed undgår vi stort tryktab, som er akilleshælen ved central ventilation.
Skrappe energikrav
Udsigten til de store besparelser har da også fået store aktører som Aarhus Kommune og Dan-Ejendomme til at afprøve mikroventilation i en del af deres ældre bygninger.
Seniorforsker ved Teknologisk Institut, Christian Drivsholm, ser mikroventilation som et værdiskabende nyt produkt på ventilationsmarkedet.
- Når man vælger at renovere en ældre bygning i omfattende grad, kræver bygningsreglementet, at man undersøger om energibesparende tiltag kan betale sig. Kravene til bygningers energiforbrug er i dag så skrappe, at naturlig ventilation må suppleres af central mekanisk balanceret ventilation. Etablering af central ventilation i ældre bygninger er imidlertid dyrt, og i den sammenhæng er en decentral løsning som mikroventilation et godt bud på, hvordan man fremover kan tilføre frisk luft til bygninger med lavt energi- og støjniveau og lave anlægsomkostninger uden at gå på kompromis med æstetikken, vurderer Christian Drivsholm.
Flere tests
Teknologisk Institut og InVentilate har med støtte fra det energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP) under Energistyrelsen samt Fornyelsesfonden testet mikroventilation på forskellige faktorer som for eksempel støjniveau, tilisning, varmegenvindingsgrad og energiforbrug.
Testresultaterne har vist sig meget tilfredsstillende, og i øjeblikket er holdet bag i gang med at udvikle intelligente funktionaliteter til mikroventilation.