23948sdkhjf

Milliardaftale på plads om nye jernbanesignaler

Det bliver et fransk og et fransk-britisk konsortium, der skal levere signaler til det danske fjernbanenet
Det bliver franske og britiske selskaber, der over de kommende år skal levere signaler til det statslige fjernbanenet til en samlet pris af 5,8 mia. kr.

Banedanmark underskrev tirsdag kontrakter med Thales-BBR og Alstom om at levere signaler til fjernbanenettet i henholdsvis Vest- og Østdanmark. Dermed bliver Danmark det første land i verden, der får et samlet nationalt signalsystem efter den fælles europæiske ERTMS standard.

Det fransk-britiske konsortium Thales-BBR (Thales Group og Balfour Beatty Rail) skal stå for at levere nye signaler i Jylland, mens franske Alstom leverer signalerne til Sjælland, Fyn og Lolland-Falster. Ydermere har begge selskaber med aftalerne forpligtet sig til at træde ind og overtage opgaven for den anden part, hvis en af leverandørerne mod forventning ikke kan løse opgaven.

Modne løsninger

- Banedanmarks valg af leverandører af signaler på fjernbanen markerer et vigtigt skridt i retning af en moderne jernbane i Danmark. Udskiftningen af de forældede signaler vil medføre færre forsinkede tog, en højere hastighed og en kortere rejsetid for passagererne. Samtidig baner det vejen for en elektrificering af jernbanen, der har høj prioritet de kommende år, siger transportminister Henrik Dam Kristensen. Også forligsparterne på Christiansborg bakker op om beslutningen.

Banedanmarks administrerende direktør Jesper Hansen oplyser, at de to nye samarbejdspartnere står bag adskillige ERTMS-systemer, der allerede er i drift rundt om i Europa.

Han understreger, at det netop har været vigtigt for Banedanmark at vælge leverandører med modne løsninger og med erfaringer fra at udrulle løsninger, der allerede fungerer i daglig drift. Samtidig har prisen naturligvis også haft stor betydning.

- Vi har lagt stor vægt på at få de samlede set økonomisk mest fordelagtige bud - eller med andre ord den bedst mulige løsning til den rette pris, siger Jesper Hansen.

Udskiftning over 10 år

De to konsortier er valgt i konkurrence med i alt seks prækvalificerede bydere.

Sidste år vandt Siemens en tilsvarende opgave med nye signaler til hele den københavnske S-bane. Endnu mangler Banedanmark at afslutte aftalen om det udstyr, der skal monteres i fjerntogene for at kunne tale sammen med det nye sikkerhedssystem. Der er indledt forhandlinger med Alstom om denne aftale.

Udskiftningen af signalerne vil ske over de kommende 10 år. De første strækninger bliver Frederikshavn – Langå og Roskilde-Næstved over Køge.

Der forventes at være omkring hundrede danske arbejdspladser i signaludskiftningen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11