Byggeriet tager få lærlinge
Færre uddannelsesaftaler i byggeriet i år end under de værste kriseår
De netop offentliggjorte tal fra Børne- og Undervisningsministeriet over indgåede uddannelsesaftaler i april viser, at der i løbet af årets fire første måneder er indgået 1.577 uddannelsesaftaler inden for bygge og anlæg og elektrikerfaget. Det er godt 17 procent færre end på samme tidspunkt sidste år og også færre end i de værste kriseår 2009 og 2010.
- Der er da stærkt bekymrende - ingen tvivl om det, siger afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri, om udviklingen.
- Halveringen af bonusordningen fra årsskiftet spiller fortsat en rolle. Der blev taget ekstra mange lærlinge ind i slutningen af 2012, fordi der var udsigt til den halverede bonus, og derfor var det også forventet, at der ville blive indgået færre aftaler i begyndelsen af 2013. Det er imidlertid svært at forklare, hvorfor tallet stadig halter så meget bagefter 2012. Måske kan det også have gået ud over skolernes praktikpladsopsøgende arbejde, at skolerne har skullet søge om at blive praktikpladscenter - det er blot et bud, siger Louise Pihl.
Flere i skolepraktik
Hun understreger, at mange virksomheders tiltro til fremtiden ikke er kæmpe stor".
- Og der skal være ordrer på bogen et stykke ud i fremtiden, hvis man skal indgå en uddannelsesaftale, og trods politiske initiativer med blandt andet Boligjobordning er der fortsat mange virksomheder som ikke har nok at lave, lyder vurderingen.
Det er alle byggefagsuddannelser, der oplever fald i indgåede uddannelsesaftaler.
De største fald er sket inden for bygningsmaler-, struktør- og vvs-uddannelserne, hvor nedgangen i alle tilfælde er over 25 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Derimod har flere unge tilsyneladende fundet ud af, at skolepraktik er et godt alternativ til en manglende læreplads i en virksomhed, idet der er sket en stigning på 20 procent i antallet af byggelærlinge i skolepraktik.